Jeg mangler noget i det danske sundhedsvæsen.
Når jeg går til lægen og “føler noget”. En smerte, svimmelhed – what-ever – så undersøger hun mig, og sender mig videre til næste led i kæden, ud fra hendes yderst velkompetente gæt på, hvad der kan være galt.
Men når næste led undersøger mig, siger denne lige så hurtigt at “nej – det er ikke det.. ” og forventer næsten, jeg skal være glad for IKKE at fejle netop den diagnose.
Men min virkelighed som patient er jo, at jeg er tilbage på nulpunktet. Min smerte er ikke blevet mindre af, at finde ud af, hvad jeg ikke fejler. Jeg må gå tilbage på min dygtige og dejlige læge, som så igen må gætte – velkvalificeret – hvad der så kan være galt.
En anden variation af ovenstående, er når man så finder ud af, hvad der er galt. Og får behandlet en del af lidelsen. Men en lidelse har en tendens til at gøre “noget ved” resten af kroppen. Og når man så fokuserer på diagnosen, så “glemmer” man de andre smerter – de andre problemer. Som patient er man jo så bare lykkelig for, at der sker noget – men kroppen anses ikke som en helhed.
Jeg savner helhedsvurderingen af kroppen. Forståelsen for, at al ting arbejder sammen – og at en skade i sted A også har en konsekvens i sted B – og forståelsen for at man ikke “bare” skal behandle “sted A” eller “sted B” – men at tingene skal koordineres i et størrer spil.
Det er jo tarveligt – for dermed afskriver jeg lægevidenskaben. Det mener jeg nu ikke jeg gør – for jeg mener bestemt lægevidenskaben har en berettigelse – men lægevidenskaben ville bare have rigtig godt af, at adopterer de alternative behandlers kropsopfattelse. At tingene hænger sammen – og at betragtningen skal være langt mere overordnet – frem for så stor fokus på diagnoser, der lige peger på en nyre, en rygsøjle eller et øje.
Det ville også være et stort plus for patienten. At blive sendt et sted hen – og blive liggende her, indtil man har fundet alle “fejl”, alle skader – fået analyseret kroppen som helhed – og ud fra det fundne, skabte en behandling, der tager højde for hele kroppen – og igen ikke bare øjet, nyren eller rygsøjlen.
Jeg tror faktisk at mange patienter ville blive bedre alene af den behandling -for det, at opsøge behandling, opsøge diagnoser, er så opslidende, når man i forvejen er syg eller har smerter.
Som det er nu, tager sig selv i at “ønske sig” at den første diagnose, lægen gættede på, er den rigtige uanset, hvor modbydeligt udfaldet så er, for det ville lette vejen mod helbredelse.
Det du bskriver her, hedder “apparatfejlsmodellen”. og er faktisk den måde mange kirurger arbejder på hvis du spørg mig… Vi fjerner det der er sygt og så er den ikke længere. Jeg ser det hver dag på jobbet, selvfølgelig fordi jeg arbejder på en kirurgisk afd. Men også fordi at læger er nødt til at gå efter symptomer og derfra sige “okay, det var ikke det, men hvad er det så??? Nok er det noget andet hvis du blir sendt fra alm. læge til specialist og denne ikke finder noget. Så må man tilbage til alm. læge og finde ny specialist. Men er man indlagt kan man blive overflyttet.
Men du har ret, læger ser ikke på mennesket men fokuserer meget på sygdommen eller diagnosen om du vil.
Noget jeg somme tider griner af er, hvis vi f.eks får en patient med nyresten og pt også har en byld..Ja så behandler vi for nyresten, men bylden kan ikke klares samtidig.
God weekend :-))