Jobbet er tungt i øjeblikket. Computertungt. Skærmtungt. Voldsomt spændende og udfordrende, men tungt. Det er som om verden er blevet i skærmstørrelse, når jeg først begiver mig hjemad.
Idag lovede jeg mig selv noget. Jeg skal i haven. Det er en nødvendighed. Jeg skal rode med jord og se verden helt uden skærme. Da jeg først kom igang, blev jeg hurtigt enig med mig selv om projektet. Jeg skal samle en hel pose ukrudt, før jeg må gå ind. Det samme gør jeg imorgen – og i overmorgen – altså hvis jeg ikke lige skal til møde, eller det står ned i stænger.
For når man først ligger der og roder rundt i jorden, og puster røde myrer af armen – og vrider lidt ekstra i roden på mælkebøtten, så tømmes hovedet. Der kan ikke være tanker om tabeller, rapportkrav og konverteringer. Der kan kun være tanker om, hvorvidt jeg nu fik hele roden med. Og bid for bid, efterhånden som posen langsomt fyldes, tømmes mit hoved for alle de tunge tanker, der var idag.
For tænk: Fuglene synger meget nu. Og brumbassen er komme på besøg. Og myrerne – de bor nøjagtigt, hvor de også boede sidste år. Min fingrer er sorte – men mit hovedet: det er klar til en omgang mere i morgen.