Jeg havde en politisk snak med ham, jeg godt kan lide, igår. I bund og grund handlede den om folkeskolen – og det faktum, at omkring 1/3 af alle penge i skolevæsnet, går til specialundervisning.
Grundlæggende har jeg den holdning, at man – så vidt det er muligt – skal forsøge at undervise børnene samlet i gruppen. Måske skal man have ekstra undervisningskrafter – men jeg tror det er vigtigt ikke at tage børn ud af klassen og gøre deres problemer til noget størrer, end hvad der kan magtes i en klasse. Jeg har en stor tro på de danske folkeskolelærer – og hvis de ellers har ressourcerne – og nogengange nogle ekstra lærerkrafter, så tror jeg på, de er langt bedre til selv at løse problemerne, end at få problemerne skippet ud i specialklasser med eneundervisning og hundedyre løsninger.
Skolepengene er for alle børn. Og det kan ikke være rigtigt at der ikke findes løsninger, der gør at de dårligst stillede børn, ikke kan få den hjælp, de har behov for, uden at det så massivt økonomisk, skal gå ud over alle andre. Løsningerne findes. Vi har fantastiske lærerkrafter.. men vi har suget livet ud af dem igennem mange år, hvor vi har stillede himmelråbende krav – det ene efter det andet.
Læreren skal tilbage i førerollen. Læreren skal kunne være stolt af eget arbejde – men det kræver penge til klasseværelset. Det kræver videreuddannelse og det kræver 2 lærer nogen gange. Men vi KAN komme derhen. Og vi bliver nødt til at komme derhen, hvis vi ikke skal tabe ALLE danske skolebørn i et undervisningssystem, der er blevet alt alt for dyrt.
Det er ligefør jeg kan mærke, hvordan mine kinder rødmes, mens jeg skriver dette. Hvordan jeg mener hver et ord helt indeni. Hvorfor jeg er så passioneret, ved jeg egentligt ikke. Ikke desto mindre er netop dette emne endnu eet af dem, hvor jeg kan mærke, det hele rotere i mig, hvis min samtalemakker ikke forstår.
Hvordan letter man på passionen? Hvordan bliver man lidt mere ligeglad? Lidt mere .. anskuende ? Godt så – jeg har en holdning til emnet. Det er fint nok. Men hvorfor så passioneret, at jeg næsten dirrer, når jeg fortæller?
Ham, der lytter, er god til at tage luften lidt ud af ballonen. Ham, der lytter, behøver ikke sige noget – for han ved godt, at hvis han bare er stille, funderer jeg selv over det. Spørgsmålet stillede han i sit smil.
Jeg er virkelig taknemmelig, når han smil opstår -og jeg netop kan mærke, at jeg er blevet så passioneret. Jeg er taknemmelig for, at jeg nu i det mindste får lov at tænke tanken “hvorfor skulle det være så vigtigt for mig?” i stedent for bare at fyldes af følelsen af kampånd og passion.
Måske en dag, bliver jeg bedre til bare at gå et trin bagud – og pakke min passion lidt mere ind.. så jeg lytter mere og nuancere mine holdninger.