Da klokken var tre i nat, vågnede jeg ved følelsen af, ikke at kunne trække vejret mere. Halsen trak sig bare sammen – og næsen var stoppet helt.
Det er en grim følelse, kan jeg godt røbe.
To panodiler, lidt whiskey, næsespray, indretning af puder – og ikke mindst tålmodighed i uendelighed… faktisk 2½ times tålmodighed, så var jeg ved at være tilbage på sporet. Jeg fandt i søvn igen – med følelsen af, at jeg nok skulle få trukket vejret alligevel.
Jeg havde glemt hvordan det er, at være virus-ramt. Jeg kan huske halsbetændelse – og 24 timer efter – vupti, så virker penecilien og så er man frisk igen. Jeg kan også huske den halvhjertede forkølelse, hvor man er syg – og alligevel ikke. Eller influenzaen, hvor man reelt set befinder sig i en trancetilstand i dage i træk uden mulighed for at komme tilbage til livet, før den værste sygdom har forladt kroppen.
Men virussen havde jeg glemt.
Det startede i mandags med en hovedpine, som to piller da gudskelov kunne gøre noget ved. Tirsdag var to piller ikke længere nok – og onsdag kunne jeg ikke længere kravle. Dagens mål blev et bad .. og at få sønnike ud af døren.
Det var en helt lettelse torsdag, da lillemanden tog hjem til sin far og jeg havde min store lejlighed – og ikke mindst min virus for mig selv.
Nu er det lørdag – og jeg vil formode, jeg er ved at være halvvejs. Måske lidt bedre. Alene det, at jeg skriver her, er gode tegn. Men virussen river mig stadig frem og tilbage. Stadig tilbage til krybestadiet – for derefter tre timer senere, at lade mig tro, det er overstået. Blot for igen at overrumle mig. Og fra første gang at være på stemmebånden – så lægger der sig et lag af grov snot i bunden af mine lunger – for derefter at sætte sig i mine øre – og min næse. Helt hvor næste angreb vil foregå, er ikke til at sige.
Virus er noget fanden har skabt. Men jeg overlever vist også denne gang.