Når mor er spørgeJørgen

Talepædagogen anbefalede, at vi talte med Jonathan om dagen der er gået. Vi har faktisk ikke selv tænkt ret meget over, at Jonathan kunne fortælle om dagen, der var gået – og min første tanke på projektet var “det er da en dødssejler!”

Men jeg må tage tanken til mig igen. Talepædagogen forklarede, at han kunne mere end vi regnede med – og derfor skulle vi insisterer på at få svar, når vi spurgte til ting, der var sket.

Og det har jeg så gjort lige siden. Vi har nu fast en tid, hver dag, når vi går hjem fra Børnehaven, hvor vi taler om dagen, der er gået. Lææænge var Jonathans eneste svar til, hvad han havde lavet at “jeg leger med biler”. Jeg har prøvet at høre pædagogerne om, hvad de har lavet i løbet af dagen, så jeg har kunne byde ind med forslag til, hvad de har lavet – for at få tungen på gled på min unge mand.

Og forleden var der så for alvor pote for første gang. De havde været på tur på en kommunal gård. Der er både får, grise, køer og heste. Og jeg spurgte til både det ene og det andet. Først prøver jeg, om Jonathan bare kan svare på “hvad har du lavet idag” – men hvis han så ikke kommer med svar.. leder jeg ham i den retning, jeg ved noget om. F.eks. “Har I været på tur?”

Jeg skulle dog ret langt i mine spørgsmål, før han åbnede op. Jeg var kommet til, om de havde været på en gård – og om de havde set dyr. Og pludselig forklarer min lille mand mig, at de har set en ko – og at den tissede SÅÅÅÅ meget – og at den ikke tissede på toilettet – men at den tissede på græsset. Det grinede vi af hele vejen.

Og pludselig må jeg så for alvor trække mine betænkeligheder tilbage. Jonathan kan sagtens – og de historier han fortæller, er ikke nødvendigvis de sammen, som den, jeg har fået af personalet. Og igen er der en rød tråd, der stikker frem.. For Jonathan er dårlig til at fortælle om, hvad der sker i børnehaven, fordi vi ikke spørger ham. Og vi spørger ham ikke, fordi vi ikke tror, han kan. Den “historie” kan jeg genkende langt tilbage i hans sproglige udvikling.. at vi simpelhen ikke “kræver” noget- og at det gør det “nemt” for Jonathan at lade være. (Han har f.eks. fra han var helt lille – omkring 1 år – selv skubbet stole rundt i lejligheden, for at kravle op og HENTE det han ville have selv. Hvorfor bede om noget, man selv kan hente?) Godt, at nogen kan gennemskue det udefra – og gøre op med de dårlige vaner – for det er jo reelt ikke andet.

Idag har han fortalt mig om hans ven og ham, der har cyklet. Jonathan sad bagpå – og så faldt han af og slog hovedet. Han fortalte også at vennen og ham havde sparket med sand – og at vennen ikke ville have sand på cyklen. Pludselig er det faktisk rigtig sjovt at høre om, hvad han har lavet i løbet af dagen – for der kommer faktisk små historier – små episoder, som han fortæller om.

Men jeg ved også når min besøgstid er overstået. Som f.eks. idag, da jeg havde spurgt og spurgt og spurgt – og Jonathan tydeligvis ikke gad svare – men ville lege med biler sammen med mig. “Moar… Ikke spørge Honatan MERE!” udbrød han vredt 🙂 Han vandt 30 minutter uden spørgsmål fra mor.