Verden udvikler sig – så hurtigt, at det for de fleste er svært at følge med.
Da jeg var en lille pige, blev jeg opdraget med at fællesskabet var en værdi i sig selv. At alle skulle være med. At alle mennesker havde værdi.
Idag opdrager jeg selv min datter til at vide, at HUN har en værdi. At HUN er noget ganske særligt – og at det vigtigste er, at HUN har det godt. Jeg prøver, at få alt det andet med, men det er vigtigt for mig, at hun tror på sig selv i en verden, hvor værdien af et menneske, bliver vurderet efter, hvormeget mennesket tror på sig selv.
Jeg savner fællesskabet. Jeg savner tankerne om, at der ikke findes onde mennesker – men alene mennesker, der selv har været udsat for dårligdomme – og derfor viderefører tendensen. Jeg savner ideen om, at alle mennesker har værdi – og at alle mennesker har krav på forståelse og hjælp, hvor de end er.
Spørgsmålene bliver ikke stillet mere. Da jeg var barn, forklarede min mor og far mig altid, hvorfor forbrydere i virkeligheden bare var mennesker, med uheldige og dårlige fortid. Hvordan ham, der slår andre, i virkeligheden er den svageste – og den, der har mest brug for vores forståelse og hjælp. Idag ser vi bare ned på mennesker, der er anderledes. Forståelsen er smuttet – i selvhøjtidelighedens hellige navn.
På samme måde bliver vores “gruppementalitet” også mere og mere syg. Avisartiklerne bliver kortere og kortere – og dermed mindre og mindre grundige. Samtalerne bliver kortere. Bedømmelsen af, hvorvidt mennesker er “gode eller ej” bliver foretaget på få minutter – uden at man har tid til at sætte sig ind i vedkommendes situation.
Og indimellem bliver der opfundet historier, fordi folk ønsker at misforstå – og fordi det er nemmest bare at lade være med at høre, hvad man ikke gider høre. Det nemmeste er, at høre, hvad man vil – og så videregive informationen, som man selv ønsker. Kan man bibringe en gruppe man tilhører en historie, alle kan blive forarget over, vinder man respekt – og følelsen af, at gruppen kan stå sammen om noget, være forarget sammen og dermed holde den, man forarges udenfor, så har man vundet en kort sejr.
Dermed er der så forbandet mange urimelige historier i omgang. Historier, der bunder i, at mennesker gør ting anderledes, af hensyn til netop deres situation – men hvor historierne bliver videregivet, som om de mennesker, der gør ting anderledes, er utrolig egoistiske og afstumpet. Dermed er der mennesker, der bliver dømt – i den sociale sfære – som værende dårlige mennesker, dårlige forældre, dårlige ledere, dårligere arbejdere – alene fordi ingen gider høre hele historien.
Og hver for sig sidder vi tilbage. For vi gør i virkeligeheden alle sammen noget på en helt anden måde, end andre. Og dermed har vi alle sammen “lig i lasten” der ville kunne stemples i andres øjne. Pas på, hvad du siger – pas på, hvordan du formulerer dig. Og bedst af alt: kampofler dig. Gem dig – fald ind i gruppen og sørg for at ingen giver dig særlig opmærksomhed.
Og med den taktik bliver vores forståelse af andre mennesker, endnu dårligere. Verden bliver endnu mere sort og hvid – og mindre grå.
Jeg ville så gerne tilbage til tiden, hvor jeg brugte energi på, at finde det gode eksempel: “Se hende der – HUN har overskud. HUN er god”. Men den slags historier kan man ikke samles om – for så fortæller man jo samtidigt at alle andre er mindre gode end lige hende der.
Det er nemmest ikke at tie stille. Det nemmeste i verden er, at blive forarget. Men bag hver forargelse – hver historie om mennesker, der gør ting anderledes, er der en årsag. Hvis vi vil være hele mennesker, er det vores pligt at opsøge hele historien.. og forstå – før vi fordømmer.
Jeg VIL kende historierne!