Min datter går i garden – og er glad for det. Hun er endnu kun rekrut – og må derfor ikke gå med uniform. Men hun går meget op i at være med alligevel. Hun går bag garden i sin gardenjakke – og marcherer sammen med de andre.
Vi tager med – for hyggens skyld – og fordi det nu engang er rart at se sin datter trives ude blandt andre.
Imorgens var vi i afsted. Og allerede inden vi var nået ud af bussen fik jeg første reprimande “Nu hænger du altså ikke op af mig, mor” sagde hun.
Og hun mente det. Hver gang jeg kom for nær, var det tydeligt, at der IKKE var plads til en mor. Og jeg kan bestemt godt forstå hende. Hun er 10½ år gammel – og der skal da være plads til veninderne – og til at snakke uden mor står bagved og aer een over håret.. eller gør et eller andet pinligt, som f.eks. kysse!! eller klappe af een.
Timerne gik – og jeg var bare den stolte mor, der holdte mig til de andre voksne. Vi var fire ialt – og det var fint nok – for garderne skulle gå på åben gade – og så er det meget rart, at der er nogle voksne, der lige kan sikre sig, at bilerne i den anden vejbane ikke kommer alt for tæt på, så vores børn kan koncenterer sig om at gå – og om at spille.
De gik langt – og hele vejen stod min søde datter ret – og marchede i takt til den gode musik.
Da vi var nået vejs ende, skulle der lige give eens sidste koncert – men inden da, skulle der lige bælles en sodavand – og pludselig kommer min søde datter hen til mig.. og putter sig lidt i min jakke. Jeg smiler og aer hende over håret. Hun er godt brugt. Oplevelserne har været mange – og det har tæret på fysikken. Musikken spiller op igen og væk er hun.
Tilbage står jeg med en anden mor der med et smil siger “Så kunne mor da bruges lidt alligevel – hva!”
Det er så fantastisk en oplevelse at se, at min datter kan klare sig uden mig. At hun trives og griner. At hun morer sig og arbejder hårdt. Men det er bestemt også rart, når hun så – om ikke andet så i korte øjeblikke – har brug for mor lidt igen.