Og væk var hun

De stod og vinkede, da vi kørte ind på pladsen. Jeg kunne straks genkende den søde rødhåret pige, der smilende stod og vinkede til os på parkeringspladsen. Og hun var alt det, jeg havde forestillet mig hun var.

Der gik nøjagtigt to sekundter, hvorefter de to piger var uadskillige. De grinede, fjantede og legede. De delte hemmeligheder – og de snakkede om skoleliv, ungdomsliv og delte musiksmag. Faktisk var det svært – allerede efter 30 minutter – at tro, at disse to piger ikke havde kendt hinanden længere.

Det havde de jo også. De har snakket sammen over nettet i næsten et år. De har vinket til hinanden gennem webcam – og de har skrevet lange tekster til hianden. De har sågar sendt små pakker til hinanden.

Jeg er glad for, at jeg fik lov at opleve min datters første møde med sin penneven – eller netven, som denne tids penneven jo er. Det var en stor succes. Nu ved min datter, at der sidder en veninde – en rigtig god veninde – i den anden ende af landet. Og er det een af den slags dage – hvor resten af verden har holdt møde  og aftalt at drille min datter, så sidder der stadig en pige i den anden ende af landet – og hun har ALDRIG være inviteret med til det møde 🙂

(Og til nye læsere: Det var en måde min datter beskrev en “dårlig dag” på – at det føltes som om hele verden havde rottet sig sammen mod hende. For at grine lidt af det og snakke ud om det, bestemte vi os for, at hele skolen havde holdt morgenmøde om, hvordan de kunne lave store drilledag overfor min datter. Dette er altså bare en talemåde.)