“Moar – må jeg ikke nok få lov at prøve sådan en el-cykel, som er i København? Og moar – må jeg ikke nok prøve uden voksne?”
Jonathan har været med mig i København mange gange. Vi har cyklet København tynd, alene fordi han synes det er super hyggeligt – og fordi jeg synes det er supehyggeligt at lave noget sammen med ham. Dermed ved jeg, at han cykler pænt – og at han kan finde rundt. At komme hjem er aldrig et problem. Det er bare at finde den nærmeste s-togsstation – og så kan man komme hjem derfra. Så svaret blev:
“Jo – du må gerne tage en solo-tur i København”. Han var så ikke til at skyde igennem, da den største af stedbrødrene gerne tog med. Så idag tog de to toget ind til København, lejede to el-cykler – og så har de ellers jagtet pokémon’er og bare råhygget.
De nåede kun lige ind til København, da de mødte stedbrorens fætter – og hægtede sig på slænget og cyklede med rundt i København.
Jeg fik to drenge hjem, hvor verden ubetinget var størrer for dem, end den var, da de tog afsted! En lang tur på Strøget. En cykeltur til Grøndalsparken for at jagte Pikachue – som så tilgengæld endte med, at regnen stod ned i stænger – og at de søgte tilflugt hos Jonathans søster, der bor i området. Efter at være blevet varmet op med varm cacao og håndklæder, gik turen videre til Christiansborg og bibliotekshaven.
Verden er blevet størrer med et. Og han magter rigtig meget selv. Han har kørt med det offentlige i mange år, fordi han skal med tog og bus, når han skal hjem til far og mormor. Og det lønner sig i den grad i dag, for nu står verden pludselig åbent – med et rejsekort og en kode til bycyklen.
Jeg er faktisk imponeret af den måde, han indtager verden på. Æresfrygtig og fuld af fornuft i forhold til at kunne klare sig.
Det eneste, jeg er ked af nu er, at det sidste lille hul, jeg havde skabt til ham og mig: Vores hyggelige cykelture i København – dem foretrækker han nu også at tage uden mig.