Sådan har jeg fortalt mine børn, at deres muligheder er. Jeg har altid fortalt dem, at de intelligensmæssigt er godt stillet – og at det ikke er den, der sætter stop-klodser på deres vej. Jeg har fortalt dem om vores danske uddannelsessystem, der giver alle en lige mulighed for at få en uddannelse. Jeg har fortalt dem, at hvis de arbejdede hårdt nok, kan drømme komme i opfyldelse.
… men jeg bliver også nødt til at indrømme, at jeg ikke har troet 100% på det. Der har været en lille gnaver i mig, der har fortalt mig, at der er grænser for, hvor langt man kan flytte sig.
Jeg bliver nødt til at sige det som det er: Du kan blive, lige hvad du vil være – hvis du vil gøre arbejdet. Den er go nok.
Jeg har fået lov til at være med på en fantastisk rejse. Hvis man har fulgt min blog, vil man vide, at min datter – som 7 årig – fik konstateret en betændelsestilstand i nakken, som man helbredte efter bedste evne dengang. Smerterne, hun havde dengang, var der ingen, der gjorde noget ved. Først, da hun ramte 8. klasse fandt vi ud af, hvor slemt det stod til – og hvad fremtidsudsigterne er. For år efter år, havde jeg levet med at min datter havde 20% fravær i skolen grundet smerter. Nogen gange mere – nogen gange mindre. Først i 8. klasse, tog en læge bladet for munden og sagde tingene som de var.
Når man har haft smerter fast i 7 år – og de kun bliver værre, så bliver I nødt til at erkende, at det er kronisk. Smerterne forsvinder ikke igen. Tilbage er der kun at lære at leve med dem på bedst mulige måde. Stemplet var til at tage og føle på: Du skal forvente, at din datter kan besidde et flex-job, hvis tingene går godt. Alternativt starter hun på arbejdsmarked med at få en førtidspension.
Min datter var 14 år gammel.
Da lægen havde knust os helt, var det også den læge, der i virkeligheden gjorde den største og første kæmpe forskel: Hun henviste min datter til Herlev Sygehus Smerteklinik. Her blev vi taget imod af læger, psykolog og fysioterapeut. Og for første gang nogensinde, var der nogen, der tog min datters massive og altids nærværende smerter alvorligt. Beskeden var klar fra starten: “Vi forventer ikke, at vi kan fjerne smerterne – men vi forventer, at vi kan lære dig at leve med dem. Og vi forventer, vi kan få dem til at fylde langt mindre”.
Min datter var 14 år gammel, da solen endelig langt om længe, begyndte at titte frem.
De gjorde, hvad de lovede: Min datter kunne i højere og højere grad leve et liv, hvor hun kunne begynde at have drømme om en fremtid, jeg ikke ville tage fra hende. Drømmen blev konkret. Hun ville være socialrådgiver. Fordi hun som udgangspunkt ikke forestillede sig, at hun kunne blive psykiater. Hun ville tage en SOSU-Assistent uddannelse og efterfølgende videreuddanne sig til socialrådgiver. Jeg støttede hende – selvom jeg havde svært ved, at hun sådan underkendte den reelle drøm: Drømmer om medicin. Alene at vi var væk fra “førtidspension” var stort for mig, selvom jeg holdte “Felx-medarbejder”for mig selv – for fraværet var stadig højere, end en normal arbejdsgiver ville acceptere.
Men reelt var drømmen: Medicin – med en selverkendelse af, at det nok ikke lod sig gøre.
Min datter har et fightergen. Og min datter har en livsindstilling, der påbyder hende at hjælpe andre. Og derfra tog verden fart. I skolen fik hun at vide, at hendes evner rakte til mere, end hun viste, men at lektierne manglede – og at der var for meget fravær. Derfor var et år på efterskolen en god investering. Hun blev dog langt mere syg af smerter på efterskolen, end hun havde været før – og vi kom først tilbage på smerteklinikken omkring sommerferien efter 10. klasse. Men 10. klasse fik vækket noget i min datter. Med smerter – og ingen evner til at være ret social mv. kunne min datter få ting. Men en af de ting, hun kunne, var at læse. Og dermed gik der en prås op for hende. For når man læser, bliver man en bedre elev. Hun valgte en HF. Og nu steg karaktererne helt vildt. Fordi arbejdsindsatsen voksede helt vildt. Når de andre tog til fest, var hun igang med at læse en bog. Når de andre satte sig mål i sport, satte min datter sig et mål om at læse 50 bøger på et år.
Drømmen om de høje uddannelser var stadig skrøbelig og i et drømmeskær. Så hun og jeg gjorde hvad vi kunne, for at gennemskue systemet. Uden at gennemskue systemet, var vi begge klar over, at drømmen om medicinstudie, ville være tabt på forhånd. For at få en høj HF-eksamen, var det vigtigt, at det var fag, hun havde mulighed for at få høje karaktere i. Vi vidste begge, at det f.eks. ikke ville være matematik. Hun valgte engelsk på A-niveau, samfundsfag og psykologi, som fag, hun på forhånd vidste, hun har stor indsigt og forståelse for – og som dermed ville være nemmere at få topkarakter i.
Jeg husker kun alt for godt den større skriftlige opgave. Jeg husker kun alt for godt, hvor knust man kan blive af et 7-tal. Dengang følte jeg, at hun havde brug for at komme op på hesten igen. At det skulle børstes væk. “Glem det – videre”. Men da HF var færdig og gennemsnittet nøjagtigt lå lige under, hvad det skulle være, for at kunne komme ind på de uddannelser, hun drømte om, forstår jeg godt hendes frustrationer.
Hatten på hovedet. Det obligatoriske 12 tal i midten – og så skulle man tro, vejen er banet, når der nu var et 2 cifret gennemsnit. Men drømmen var et medicinstudie. Og medicin er drømmen for mange. Så der er kamp til stregen. Og den større skriftlige opgave var faktisk lige nøjagtigt skellet imellem det gennemsnit, der var på medicinstudierne – og så det gennemsnit min datter fik i HF. Vi er ude i decimalregning.
Næste udfordring var de fag, hun manglede fra HF. De fag, der reelt var valgt fra, fordi det er fag, hun har svært ved. Kemi, Fysik, MatB og sidst MatA. Da MatA blev bestået må jeg tilstå, jeg var vanvittig stolt. For den kostede blod, sved og tårer. Men hun knoklede som besat nat og dag. Hun brugte 10-12 timer på matematiske stykker, der alligevel ikke gik op. Der var bestemt også tider, hvor det blev for meget. Hvor kærestens trøst var guld værd. Men jeg var dybt imponeret over, at hun gjordet det. Hun stod det igennem – og ikke mindst: Hun bestod. Drømmen var i live.
For at sikre en kvote 2 plads, var hun vanvittig målrettet på hvordan hun brugte sin tid. AL sin tid. Hun valgte at rejse 3 måneder til Nepal og arbejde på et hospital. Da hun søgte jobs, var Netto og receptioner udelukket. Jobbets karaktere skulle kunne bruges som en fordel, ved en kvote 2 plads. Så hun var på et plejehjem et halvt år – og efterfølgende blev hun nattevagt for en kvinde, der har behov for respirator om natten.
For at komme medicin-uddannelsen i møde, søgte hun ind på Metropol for at starte fysioterapeutuddannelsen op.
Selv fritiden blev brugt hensigtsmæssigt. Hun har været samarit. Og mens andre vitterlig synes det er en fribillet til fede koncerter, så var oplevelsen for min datter først og fremmest et spørgsmål om at kunne hjælpe folk til at få det bedre. Som når hun kunne genkende et hjerteanfald, og derfor kunne få ambulancen tilstede hurtigst muligt – og imellemtiden sikre patienten bedst muligt. Jo større skade, der kunne reddes og gøres go igen, desto bedre en vagt havde det været.
Helt ærlig: De sidste fire år har kun handlet om et. Drømmen om at komme på medicin-studiet. Drømmen om at blive læge. Og min datter har været sig smerteligt bevidst, at hun var bagud på point i og med, at hun har smerteudfordringer. Derfor har hun kompenceret på alle de måder, der var hende muligt.
I år stod prøven.I år er sidste år med mulighed for at gange sit gennemsnit – så det er sidste år med det tårnhøje gennemsnit. Så i år søgte hun. Allerhelst var KU lokkende. Men KU var også en umulig drøm, for der er gennemsnittet langt højere end min datters. Herefter var SDU bestemt en konkurrent. Rygter påstår, at SDU har et langt bedre studiemiljø end KU, så SDU var bestemt heller ikke af vejen. Herefter var der Århus og Ålborg. Hun søgte alle steder – og hun søgte på kvote 1 og hun søgte på kvote 2.
Hun blev kaldt til prøve på SDU vedrørende hendes kvote 2 ansøgning på SDU og Århus. En IQ test blev præsenteret for alle ansøgere – og kun toppen kunne komme videre. På hendes fysioterapeutstudie, var der adskillige, der søgte. Få gik videre. Min datter var een af dem. Pludselig kunne pladsen lugtes. Anden prøve var ikke helt til at blive klog på. Her blev hun først indkaldt til SDU – og derefter til Århus. Århus sendte hende et brev om, at hun var i gruppen af dem, der bliver optaget, da hendes prøveresultat var tilfredsstillende, mens SDU oplyste, at hendes prøve der, havde givet hende 33 point. For at være helt sikker på optagelse, skulle hun have haft 34 point. Dermed vidste hun allerede da, at mulighed for SDU var til stede. At hvis bare nogle enkelte af dem, der var bestået og kom ind, takkede nej – f.eks. fordi de havde fået en plads et andet sted – så ville hun være næst i rækken til at komme ind.
Ventetiden til d. 30. juli var lang i år. Uendelig lang. Men i går fik vi endelig resultatet. 4 års arbejde bar frugt.
Min datter blev tilbudt en plads på Medicin-studiet på SDU med semesterstarter 1. september.
Når jeg ser efterfølgende på karakterkravet, kan jeg se, at hun er kommet ind på kvote 1. Derudover er jeg ret sikker på, at hun også kunne være kommet ind på kvote 2, da hun netop stod på tærsklen. Og var det gået helt i smadder, havde hun også en plads på Århus. 4 års hårdt arbejde, har nu betalt sig.
Jeg har tre årsager til at skrive dette.
Den første er: “Du kan hvad du vil”, kræver ikke kun hårdt arbejde. Det kræver bestemt også, at man sætter sig ind i, hvordan systemet virker. Hvilke krav der er – og hvordan man kan nå de krav sikrest muligt. Så er dine drømme til en uddannelse med et højt gennemsnit, så bør planlægningen af din uddannelse starte den dag, du starter gymnasiet/HF – for gennemsnittet herfra er altafgørende efterfølgende. Du skal lære at læse på den måde systemet, ønsker opgaverne besvaret – og du skal lære at levere, når det kræves.
Det andet er: Jeg ved ikke, om jeg synes systemet er retfærdigt! Jeg synes ikke det er retfærdigt f.eks. at de fag, min datter skal bruge på medicinstudiet – som matA, fysB og KemiB, at karaktererne herfra ikke indgår i et gennemsnit? De siger meget mere om evnerne på medicinstudiet, end samfundsfag.
Ligeledes er det med at gange sine karakter efter en faktor helt ude i hampen. Det gør, at hele systemet blevet skrævvredet – og bliver ufremkommeligt for nogen, mens dem, der har regnet systemet ud, står endnu mere forrest i køen – uden evt. at være de mest studieegnet. Her kan man dog argumentere med, at når man har de høje gennemsnit, er det fordi man kan finde ud af at studere. Man har lært det. Man har forstået noget grundlæggende mere, end dem med de lavere gennemsnit. Men jeg er stadig overbevidst om, at der er mange gode læger tabt i studerende, der får 8 eller 9 i gennemsnit – fordi når man gange 8 med 1,08 – så bliver tallet altså ikke højt i forhold til, når man gange 11 med 1,08.
Til sidst er der den med hvorfor man ønsker at læse et givent fag. Min datter har læst om psykologi og anatomi, fordi hun synes det er sjovt og dybt interessant. Der er ikke noget, hun er mere interesseret i, end lægegerningen. Hun har købt malerbøger, hvor man kan male anatomiske tegninger, for at lære at huske, hvad forskellige muskler og knogler hedder. Til hendes fødselsdage – siden hun var 14, ønskede hun sig store kompendier i psykologi, psykiatri og medicin – og hun har læst bøger – alene fordi hun synes det er super interessant. Og når hun har haft en kedelig samaritervagt, så har hun siddet sammen med en medicinstuderende fra KU og syet i en bananskral – fordi det minder om den menneskelig hud – og så kan man lige så godt øve sig lidt. Hendes interesse for faget er enorm! Sådan en læge vil jeg da 1000 gange hellere have, når jeg bliver syg, end jeg vil have en, der blev læge, fordi han gennemsnit banede vejen – men som iøvrigt er fuldkommen ligeglad… “Det var medicin eller romerste studier – og medicin var det, der krævede mest – så jeg må jo få mest muligt ud af mine karakter”
Og så den aller sidste – som er den vigtigste i denne historie.
Jeg har aldrig være mere stolt.
Jeg fatter ikke, hvor hun har den figtherånd fra. At bide tænderne sammen i 4 år i træk – og aldrig trække vejret, uden ansøgningen til uddannelsen, er med i inhalering, kræver så meget, at jeg slet ikke forstår, at det er menneskeligt muligt. At hun så har gjort det trods smerter. Trods en folkeskole, hun måske ikke fik alt med i, så har hun knoklet sig igennem fag, hun har hadet hvert sekundt af, fordi det var en betingelse for at komme videre.
Udfordringerne er ikke slut. Nogen vil mene, at de først starter 1. september. Men jeg er lykkelig på min datters vegne – for nu kender hun sin fremtid. Hvis lægestudiet – mod al forventning alligevel ikke er sagen, så er det fysioterapistudie, hun er startet op, voldsomt interessant – og så bliver det det, der bliver gennemført.
Men fra 1. september skal hun modtage undervisning i de fag, hun har drømt om og læst mange bøger om, de sidste mange år. Fordelingen imellem fag, hun er dybt fagligt interesseret i – og fag, der bare skal overståes, fordi de er nødvendige, bliver stadig mere gunstig i hendes favør.
Så min datter lærte mig det, jeg ikke selv troede på 100%:
“Du kan blive, lige hvad du vil være – hvis du bare vil gøre arbejdet”