McDonalds nu også med medmenneskelighed

Det har været, dagen, der bare ikke ville gå som den skulle. Storesøster har øjnbetændelse – og ondt i halsen og drypning af øjet er et must hver anden time. Jonathan, der har været ble-fri siden han kom hjem fra Samsø, har besluttet sig for at bryde sin fine rekordt.

Normalt fungere han ved, at han selv går på toilettet og tisser. En gang om dagen kommer han og fortæller, at han har “ondt i mave” eller at han gerne vil have ble på. Få øjeblikke efter har han fået fyldt sin ble med “nummer to” – og så kan han igen løbe rundt uden ble – men idag skulle det bare være anderledes.

Til at starte med, kæmpede jeg som besat for at give ham underbukser og shorts på i formiddags, da vi gerne ville ud af døren. Knægten nægtede purre – og vi blev godt uvenner. Tilsidst blev han lagt i mors og fars seng for at hidse sig ned. Det gik rigtig godt, for 3 minutter efter sov han – og det gjorde han så til kl. 15:20. Og så fandt jeg ud af hvorfor han havde kæmpet så bravt imod bukserne – for han nåede at tisse i bukserne i søvne – noget han ellers bare ikke gør mere.

GODT SÅ. Nu er klokken pludselig eftermiddag. Vi går ned til fars kontor, for at få fat i bilen. Planen er en tur til McDonald (for at stille den værste sult) og derefter en tur på strandvejen – få en go is – og gå en tur ud til bådene. Klokken var ligesom lidt for meget til ret meget andet.

100 meter fra kontoret fortæller Jonathan, at han har “ondt i maven” – som altså betyder, at nu skal han altså. Jeg når ikke at tage taske med videre af, før knægten har præsteret at kure sig selv. Med oprydning til følge. Ekstrabukserne kommer frem. Jeg spørger igen og igen: “Skal du have ble på?” “Har du stadig noget i maven” og spørgsmål, der var LANGT mere direkte. Dette plejer at være nok – men idag er han tilsyneladende kørt helt af sidesporet. For han siger, at han vil have underbusker på.

Godt så.

To minutter efter kan jeg så starte forfra.. og forbande den dag, jeg besluttede at slippe bleen, langt væk.

ENDELIG kl. 17 kommer vi ud af røret – og træder ind på McDonalds – der skulle have været vores frokost.

Jeg har set opkørt ud – ingen tvivl om det. Og med Jonathan om benene, der nu kun har ble og spiderman bluse på, for vi havde ikke flere bukser med. Jonathan vil sidde på disken. Det mener jeg nu ikke er så hensigtigsmæssigt – og vi har en lille snak samt lidt “dans” i og med at han kommer op på skulderne – ned igen – og op på hoften, samtidigt med at McDonaldmanden tager imod vores noget rodet ordre. Han kunne have solgt mig halvdelen af Congo, uden jeg havde opdaget det. Jeg var bare stresset og varm. Jeg er lykkelig, da han spørger om jeg vil have en kop særlig kaffe med is i.. Koffein – det må være tricket. Ekspedienten ser overbærende på mig og jeg smiler lidt indeni – for han er ALT for ung, til at have NOGENSOMHELST ide om, hvor stressende, det kan være at have børn. Men hans overbærenhed hjælper mig lidt.

Endelig – endelig sidder vi på vores pladser og har mad foran os. Jonathan spiser – men er urolig og vil egentligt gerne hen og lege. Storesøster mangler sine kyllingestykker. Og jo – der går da ret længe før de kommer – men tiden er ligesom ikke et issue med det aktivitetsniveau Jonathan lægger for dagen. Jeg bruger al min energi på, at sørge for, at Jonathan – på den ene siden nyder sit ophold – men på den anden side,- at han opfører sig ordentligt. Det er et fuldtidsjob.

“4 McNugget” siger ekspedienten adskillige gange rundt i resturanten. “Vi har været for længe om det” siger den unge ekspedient fra før. Jeg ved godt, at når de er for længe om det giver de en is “på huset”. “Kan jeg byde dig og dine unger en is?” spørger han. Og jeg bliver helt glad indeni. For jeg ved godt, at det er mere, end hvad han “skal” gøre. Han har HELT gennemskuet, at jeg har brug for at kunne holde ungerne lidt i skak – og at en is vil være ALLE tiders. “Jo tak – det lyder godt” Da jeg går op til disken for at hente vores gratis is, kigger han medlidende på mig, og siger “Vil du ikke have en kop kaffe med også?” Jeg glæder mig over, at nogen i den grad har overskud, når nu andre har mere end nok at se til. Men jeg takker venligt nej.

Storesøster var imponeret over de gratis is. Jeg var mere imponeret over ekspedientens evne til at se igennem mig – og se, hvad der kunne lette min situation – og dermed gøre vores ophold hyggeligere. Og det hjalp. Jeg slog koldt vand i blodet – og nød, at Jonathan moslede i det dertil indrettede rum.

Tænk engang: McDonaldsekspedienter med medfølelse og indlevelsesevne. Det var en ny og dejlig oplevelse.