“Det bliver strandtur imorgen” besluttede vi i fællesskab igår aftes. Jeg gik igang med at fryse 1½ liters flasker halvt fyldt med vand – og jeg fik indkøbt vandmelon til formålet.

Jan er noget af en vandhund, så han ville bestemt gerne med – og inden vi havde tænkt nærmere over det, havde Jan arrangeret turen. Vi skulle på Feddet på sydsjælland. “Der ser langt ud på kortet – men det er altså kun en time.” argumenterede han. Nu er han normalt rigtig god til at finde gode egnede strande, så ingen sagde noget.

Efter 2½ times kørsel ankom vi endelig. Til mandens forsvar skal lige siges, at vi skulle forbi København for at hente kusinen – og desuden var der lige noget med et apotek på vejen. Ungerne bemærkede vist ikke tiden så meget. Vi har fundet vores remote til vores DVD i bilen – og dermed sad de hele vejen og nød Garfield 1. Men jeg syntes vejen var lang. “Det skal da godt nok være noget af en strand, hvis det skal opveje turen” sagde jeg flere gange til den stakkels mand, der igen og igen måtte speede lidt op for husfredes skyld. (Og nej – vi overskrider ikke fartgrænserne – slet ikke når bilen er stoppet til bristepunktet med verdens dejligste børn)

Jeg må med skam i stemmen erkende, at han havde ret. Det var hele turen værd – også selv om turen var lang. Vi ankom til Top Camp – og allerede fra starten var der slet ingen tvivl om, at her var faciliteterne iorden. Vi lagde ud på legepladsen. Efter 2 ½ time i bilen, havde ungerne brug for at strække benene – og vi serverede frokost i skyggen – mens ungerne fik moslet færdig.

Derefter til verdens absolut fedeste og dejligste børnestrand.

Sandet var varmt som en god dag i Tyrkiet.. Og der var bestemt andre end os, der var klar over, at stranden ville være god. Der var forholdsvis mange mennesker – men bestemt ikke for mange. Vandet var krystalklart – og der var ikke en alge eller et stenbælte i sigte. Vandet var ikke ret dybt – og man skulle 100 meter ud, før det begyndte at blive kritisabelt. Herefter var der en bræmme på 10 meter, hvor vandet nåede mig til hagen.. for at det derefter igen blev afløst af en sandbanke, hvor vandet igen kun gik til hoften de næste 50 meter.

Pigerne nød at solbade – og kusinen var fræk nok til at gå til angreb på undertegnet med en spand meget kold vand som eneste våben. Lad os bare sige, at det var en krig med mange tabere – og vist ingen vindere. Ihvertfald endte både Jan, min datter, kusinen og jeg med at være meget våde.

Jonathan var lang tid om at få lyst til vandet – men da lysten og modet først dukkede op, gik det helt galt. Han ville ikke op igen. Ikke på vilkår.

Vi afsluttede dagen med at gå i iskiosken – og derefter på legepladsen. For at få parkering ved stranden, skulle man betale en parkeringsafgift på 20 kr. Men disse 20 kr inkluderede så også brugen af alle campingpladsens fællesaktiviteter – og eftersom campingpladsen havde en imponerende flot legeplads, var det en stor fornøjelse at bruge et par timer der.

Alt i alt alle tiders dag. Top Camp kunne i den grad anbefales. Vi kunne godt bruge et par dage dernede – men når man nu ikke har et telt – så var en enkel dag bestemt heller ikke at foragte.

Tilbage er der kun at konstaterer, at vi skal have nye lagner på i aften. Både Jan og jeg kan mærke, at solen har haft en stærk virkning. Hvorfor er det, at voksne har så travlt med at smørre ungerne ind, når de så glemmer sig selv?

/ Hjemme hos os

7 Replies

  1. Lyder som en rigtig dejlig tur – kan man få lidt mere præcis direktion? jeg er ret sikker på at det også er en strand for os. Og du har fuldkommen ret, man smører og smører på ungerne, men hva med os selv? Martin er stadig rimelig bleg, mange timer i solen til trods – kun hans små hænder vidner om hvor han har været, men mor er snart ganske mørkebrun – den eneste undskyldning er vist at Martin (desværre) har arvet sin fars sarte hud – og mor (altså mig;-) ) har arvet min fars knapt så sarte ditto – men derfor ville et skud creme jo ikke være helt galt

  2. Det ligger syd for Fakse.. og Fakseladeplads. Det er den “tange” der stikker ud. Det var denne campingplads..
    Sådan er det også med Jonathan. De kalder ham lagnet ude i byen. Han har simpelhen så meget solcreme på, at man dårligt kan skimte huden nedenunder.. og så virker det altså nogle timer. Men vi er også rædsenslagen for, at han skal få samme type fregner, som han har på den ene arm, over resten af kroppen eller gru – i ansigtet – derfor den ekstra beskyttelse.
    Mange hilsner
    Pernille

  3. ja der er dejligt på Feddet. Bor sel vi nærheden og vores venner har campingvogn der. Der er rigtig hyggeligt nede ved campingpladserne .
    Jeg synes slet ikke solen “bidser” mere. Jeg blir meget nemt skoldet, men har ingen problemer mere. Og ungerne heller ikke for den sags skyld

  4. Den strand og camping kender vi så udemærket. Da vi engang i en fjern fortid ikke havde barn spillede vi nemlig beachvolley, og der kom tour caravanen også forbi Feddet strand. De har desuden nogle hytter man kan leje hvis man ikke selv er i besiddelse af et telt 🙂

  5. Åh min barndomsstrand – har vist i virkeligheden aldrig nydt en badetur til andre strande – ikke engang sydpå. Jan har ret – det er den bedste, ikke at jeg skal udråbe mig som strandekspert for sandheden er at jeg hader alle strande med denne ene undtagelse :o) Efter din beskrivelse af Jonathans solcreme vil jeg straks anbefale dig at købe aloe vera solcreme fra forever living, den trænger ind i huden og lægger sig ikke oven på som de andre, den holder i jeg ved ikke hvor mange timer og den er bare så nem at have med at gøre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *