Når savnet næsten gør fysisk ondt

Vi kom endelig til at tale med vores dejlige datter igår. Det var så ubeskrivlig dejligt at høre, at hun har det godt.. At hun trives – og ikke savner os 🙂

Det værste var alligevel da Jonathan så fik røret. De første to gange, han sagde "hej" kunne jeg ikke høre, det var ham. Tredje gang var det som om en kanonkugle hamrede sig ind i min mave. Savnet blev fysisk med en meget voldsom styrke.

Ingen tvivl om, at han har det lige så godt som sin søster. Han nyder at være på ø-lejr – og han tusser helt sikkert rundt og nyder tilværelse. Men hvor jeg savner ham – og mangler ham.

Mormor fortalte derefter at han har været dygtig til at gå på toilettet – og at han har fundet sig tilrette. Han ved, hvor han må være – og i endnu vigtigere grad. Han ved, hvor han IKKE må være. Der er mange voksne med på lejren – og derfor er der hele tiden nogen, der passer på rollingerne, uanset hvad de laver.

"Nu har jeg altså ikke tid til at tale mere.. Jeres datter skal synge nu" sagde mormor og afbrød dermed samtalen hurtigt.

Tilbage sad jeg og blev helt trist ved tanken om, at min sky og generte datter har overvundet sig selv – og nu skal synge for 60 mennesker. En overvindelse for hende, som ændrer alt for hende… Men jeg har ikke mulighed for at se det. Jeg har ikke mulighed for at sidde og være stolt, som publikum.

Nu må de altså godt komme hjem!