Jeg har læst JP idag. Der var en artikel om æresdrab i Pakistan.
Jeg er opdraget med, at man skal have respekt for folks forskellige kulturer. At man skal sætte sig ind i andre menneskers kultur, for at imødekomme dem.
Men hvordan kan man gøre det overfor sådan nogle uhyrligheder? Måske er det bare fordi jeg lukker øjnene for de uhyrligheder, demokratiet medfører. Så som Bush, der mener, at man kan lukke mennesker inde for livstid og nedsætte mærkværdige domstole for dem. Måske er det dødsstraf i forskellige lande. Men hvad er det mere? Hvor er det, der gør, at min kultur, som sådan kan virke grænseoverskridende og forkert overfor andre i den grad, som andre kultures normer og holdninger, virker grænseoverskride og forkerte for mig?
En mand drømte, at hans hustru var ham utro. Drømmen har tilsyneladende været meget livagtig – og manden drabte derefter sin kone – og kunne slippe afsted forholdsvis ustraffet, da der var tale om en genoprettelse af ære.
En kvinde, hvis familie er ved at indgå aftale om ægteskab med hendes barndomsven, kommer til at fortælle sin mor, at hun er glad for det arrangement.. at hun GERNE vil giftes med den, hendes mor er igang med at gifte hende væk med. Efterfølgende bliver hendes kommende mand slået ihjel – og hun må flygte.. Idag bor hun på et asyl for kvinder, der er i livsfare, fordi deres egne familiemedlemmer vil slå dem ihjel. Pigen udviste lyster, der ikke var passende overfor sin kommende ægtemand!
Et rygte – om en lidt for smilende pige, der gik i skole mens hun fulgtes med en dreng, endte med at hun døde. Rygtet var igang – æren var tabt.
Ikke mindre end 58 sønner … SØNNER havde slået deres mor ihjel, for at genetablerer deres ære! Sønner, der slår deres egen mor – hende der har givet dem livet – alene fordi mødrene på en eller anden måde har være “uterlige”
Jeg forstår det ikke.
Hvordan kan vi skabe dialog, hvis mennesker grundlæggende har en holdning om at “det er rigtigt at gøre sådan noget?” Hvordan kan vi integrerer mennesker, der har verdenssyn, der er så fjerne fra vores egne?
Når man skal bo samme, må man tage lidt og give lidt. Når man skal bo sammen, så må den ene give sig – og tage opvasken.. Og så klarer den anden vasketøjet. Men hvad er det vi kan give, der gør, at vi fortsat kan se os selv i øjnene? Og hvordan kan vi få mennesker, med den slags retfærdighedsfornemmelser, til at “give lidt” på en måde, så vi rent faktisk kan leve sammen i harmonisk sameksistens?
Jeg kan ikke give mig på en måde, så min datter skal ses ned på – alene fordi hun er pige. Det kan jeg ikke!