Der er noget uendeligt trygt ved det: Traditionerne.
At tingene sker i år, fuldkommen og aldeles, som det skete sidste år. I min familie, er jeg begavet med et menneske, der skaber traditionerne – og holder dem: Min mor.
Idag har vi været til den årlige påskefrokost. Første bemærkelsesværdige ting var, at alle unger var blevet et år ældre – og en enkelt er kommet til. Anden bemærkelesværdige ting var, at min mor ikke havde ret meget hindbærsnaps. Gudskelov faldt jeg over en lakridssnaps, der faktisk kom op på siden af hindbærsnapsen.
Ungerne ledte efter påskeæg – med undtagelse af min tosset dreng, der ikke elsker slik. Det gad han VIRKELIG ikke. Så var det godt at have rulleskøjter med.
Maden smagte fantastisk – og faktisk er det som om selskabet blevet sjovere og hyggeligere for hvert år der går – for efterhånden som mine egne unger bliver størrer, så kan jeg slippe lidt mere, fordybe mig lidt mere i samtaler med min bror – og drikke lige een snaps mere.
Imorgen er der tradition nummer to – som min familie ikke står for, og som jeg qua skilsmissen ikke længere deltager i. Turen til Møn. Det er nu fire år siden, jeg sidst var afsted. Min knægt skal med sin farmand – men jeg skal aldrig igen. Og det er een af tingene ved en skilsmisse: At traditionerne pludselig deles i to.
Jeg savnede selskabet de første år – men lige i morgen glæder jeg mig mere til at slappe af i solen – vel vidende, at min søn får vidunderlig mad og får snakket med dejlige familiemedlemmer. At min søn stadig får alle de traditioner, der også var før skilsmissen.