“Jeg har cyklet på arbejde” Det lyder så uskyldigt og lige til. Hvis man så efterfølgende fortæller, at det er en distance på 19,2 km – så er det alligevel ikke helt så uskyldigt.

“Jeg har cyklet på arbejde” kan jeg med største fornøjelse informerer min læser om idag. Og det har været en fornøjelse af en dimension, jeg slet ikke kan beskrive.

Først og fremmest: Jeg fandt vej. Mig, der ikke kan finde rundt i en telefonboks.. Jeg fandt vej!! (Det er her, jeg ikke skal skrive, at jeg reelt bare skal vælge det rigtige hushjørne – og derefter kører 19,2 km LIGEUD hele vejen?)

Jeg ved ikke hvorfor, men hver gang, jeg sætter mig på sådan et monster (red: En cykel) efter lang tids fravær, er det som om, jeg er overbevist om, at der er en eller anden grænse. At naturen sætter en streg i sandet – eller rettere på cykelstien – og når jeg når dertil – så bremser cyklen hårdt op – og jeg falder om, fordi min hjerte holder op med at slå. Det er underligt, for hver gang, jeg sætter mig på cyklen opdager jeg, at jeg har aldrig haft så velslående et hjerte før!

Og dog: Den første, der overhalede mig, var en cykelrytter. Hjelmen sad korrekt, skoene var låst korrekt fast – og lægmusklerne pumpede derudad. Den næste der overhalede mig, var noget mere bredmåset en af slagsene.. men ellers samme type.

Det var først, da den tredje overhalede mig, at jeg blev klar over, at der alligevel går en sommer eller to, før jeg er klar til Tour De France. Han havde barnesædet bagpå – og cyklede i opretsiddende stilling,- mens han hyggeligt fløjtede en lille morgensang.

Den 4. der overhalede mig.. Det må jeg alligevel indrømme – den sved lidt. Det har været en kvinde på de 50 år. Hendes smukke lange grå hår fik jeg i øjnene – og blomsterranken på hendes cykle viftede i vinden. Nå – men med tiden bliver jeg vel også hurtigere!

Da jeg ankom til København, kunne jeg mærke den indre fornøjelse. Jeg ville nå mit mål – ingen tvivl længere. Jeg kunne kører til København – det VAR muligt. Lidt, som da jeg gik Bornholm rundt. Det ER lade sig gøreligt. Og jeg cykler altså hellere til København igen – end jeg gider vandre Bornholm rundt igen. Alle ved jo, at når man først har set klipperne een gang, så er der ikke så meget at se på de 125 km anden gang!

Nørrebrogade kl. 8:00 om morgenen?? Nu havde jeg kørt i forholdsvis fred hele vejen ind – og pludselig bliver jeg omringet af en hær af mennesker? Hvad LAVER I? Jeg måtte svinge ud og ind – ud på kørebanen og over for taxagult, for at klare mosten. En enkelt mand måtte adræt hoppe hen over mit forhjul. (Og det er så her, jeg kan ødelægge den historie, ved at fortælle, at jeg holdte HELT stille i et lyskryds, da han gjorde det – og at han desuden lignede een, der ville stille op i 400m hæk om to år)

Sankt Ansgar Kirke ringede solen op kl. 8. HA.. der er en klokker, der har sovet over sig – for jeg kørte hjemme fra kl. 7 – var der lyst og lækkert.

Lige nu sidder jeg så og venter på, at den værste sved når mine sokker. Jeg kørte turen på 1 time og 0 minutter og 4 sek. Det er MINDST 20 minutter mindre, end jeg har troede jeg ville kunne – og 11 minutter hurtigere end degulesider, synes jeg skulle være om det. Nu tror jeg heller, jeg må smutte ud i bad, inden mine kollegaer kommer og tror, at jeg allerede har været derude.

/ Træning

10 Replies

  1. Det er sgi flot gjort 🙂
    Jeg syntes det var rigeligt at skulle cykle 6km hver dag, inden vi flyttede. Nu cykler jeg noget kortere afstand, men er da oppe på cyklen hver dag. De der lange distancer gider jeg skutte bruge min energi på 😉

  2. Tillykke med sejeren, begå nu ikke den fejl at cykle hjem også!!!
    For resten fik du lige et minde frem – hele graviditeten med sønnen cyklede jeg på arbejde inde ved Knippelsbro, i begyndelsen tog det 17 min – til sidst ca 45 min hjem fordi maven jo typisk sidder lidt lavere om aftenen – PUST og STØN, men den morgen da jeg blev overhalet af en ældre dame i sommer hat og stor blomstret kjole – og GRU – det glemmer jeg aldrig

  3. Hej Alle sammen.
    Beklager Kriss: Jeg tog den også hjem – og jeg måtte – omkring Herlev – irriterende nok, give dig ret. Det var overmodigt. Mit knæ i særdeleshed brokkede sig forholdsvist højlydt. Men jeg klarede den – og vidste godt, at der er INGEN cykling idag. Og for fremtiden er det EEN vej – indtil konditionen er bedre.
    Tina: Jeg har desværre prøvet det før – det med kiloene der RASLER af – det er desværre ikke tilfældet her – men ingen tvivl om, at det hjælper. Men som PCo’er, er det ikke helt så nemt, at få kiloene til at slippe taget.
    Mange hilsner
    Pernille

  4. Jamen Pernille, jeg VED jo bedst:-)
    Håber du snart er fit for fight – og i øvrigt kender jeg godt den der fornemmelse af at “det her er bre SÅ godt, så det må gentages NUUUU”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *