Kald mig prinsesse

Jeg tror faktisk ikke, jeg har skrevet det før overhovedet. Jeg brød mig på inden måde om “Kald mig Prinsesse” af Sara Blædel.

Jeg synes den var tynd, med et dårligt plot, der aldrig rigtig blev forløst.

Den handling, der hele tiden blev lagt på til, startede først på side 255 – ud af 310 sider. Det er så sent, at det aldrig rigtig bliver skubbet ordentligt igang. I stedet bliver det noget jabberi, der så ender, som det må ende.

Tilgengæld hører vi en hel masse om Louise, der er ansat ved politiet – og hvis kæreste går fra hende. Det er sørme synd for hende – men det hænger på ingen måde sammen med de voldtægtssager, som Louise prøver at optrævle.

På et tidspunkt kommer der et hint om, at “noget skal gøre ondt”. Der bliver lagt VANVITTIG smukt op til, at det KUNNE være, at Louises bedste veninde bliver voldtaget. Voldtægterne bliver beskrevet uden navne – og iøvrigt rimligt inteligent. Men i steden for at udnytte, at man lavet sådan en “krydshandling” og holde læseren ude på spidsen af stolen, går luften af ballonen på den måde Louise efterfølgende handler.

Kald mig prinsesse – handler om Louise, der efterforsker en voldtægt, der hurtigt viser sig, at have en forgænger. Det “anderledes” er måden voldtagtsmanden har fået kontakt til kvinderne på. Han har nemlig brugt datingsiderne til at gøre sig gode venner med kvinderne. (I kan jo nok se, der VIRKELIG er nytænkning her .. INTERnettet bruger han!!) Han møder kvinderne på neutrale steder nogle gange – hvorefter de laver en date med ham i deres egne lejligheder. Her tager han sit “voldtægtskit” frem – og binder dem på hænder og fødder – og voldtager dem voldsomt.

Det, der så lægges op til igennem hele bogen, er, at Louise skal lave en profil og kontakte voldtægtsmanden. Men det gør hun altså først 60 sider før bogen er slut.

Manden har voldtaget 3 kvinder mindst – og har slået een ihjel – i og med, at “gaggen” kvinden havde for munden – forsejlet med gaffatape – giver en opkastrefleks – og kvinden dermed dør af sit eget opkast. Alligevel mener vores heltinde, der lige er blevet forladt af sin mand gennem 6 år, at det nok er en god ide at møde ham uden rigtigt at fortælle resten af holdet om det. At møde en voldtægtsmand alene lyder da som en god ide – ikk?

Nå – faktum er: Jeg var ikke solgt. Jeg synes bogen lugter af, at forfatteren har vidst at der var “læserer i det der med internettet” – men forfattereren har hverken haft respekt for nettets mangfoldighed – eller sat sig ret godt ind i den verden. (Vores hovedperson får hjælp til at oprette en hotmailadresse! Det er nemlig også RIGTIG svært) Det er som om dating over nettet, er så “fantastisk og spændende” at det alene er opdrejningspunktet. Og så skal det gøres farligt!!! (Det er vel også velkendt, at det man ikke kender, er utrygt!) “Tænk – så kan man komme galt afsted” – men faktum er, at når mennesker mødes, sker der indimellem grusomme ting. Det sker både via nette, over telefonen – eller fordi man forelsker sig i sin kollega på jobbet.

Desuden mener jeg faktisk at have læst om næsten nøjagtigt den sag, hun skriver om, i dagspressen.