Erkendelsens time – min last: Nicorette

Jeg holdte op med at ryge d. 1. februar 1998. Det gik RIGTIG godt. Jeg var ret stolt af mig selv, for jeg holdte den – og ALT gik som smurt i olie.

Dog tyggede jeg nikotintyggegummi så mine kæber var ømme, jeg havde blister i mundhulen – og jeg ind i mellem fik tygget mig til et nikotinchok.

Den dag, jeg opdagde, at jeg var gravid med Jonathan, stoppede jeg. Dødens stolt er der måske ikke grund til at være – for det var den 30. september 2002. Jeg formåede altså at gå en liiiiiiiillle smule over de anbefalede 3 måneder. (Rundt regnet tygggede jeg 4,5 år!)

Det var forskelligt hvor meget jeg tyggede. Indimellem holdte jeg en måned eller to – men der var altid et eller andet, der gjorde, at jeg var ved at falde i vandet igen – og frem kom tyggegummierne.

Da jeg havde holdt mig nikotinfri under hele min gravidtet og hele min efterfølgende ammeperiode på 10 måneder, mente jeg mig “homefree” .. men jeg skulle blive klogere. Jeg havde ligesom ikke husket på, at jeg i samme periode heller ikke havde drukket overhovedet – og derfor slog nikotintrangen sin fæle klo i mig, den aller første gang, jeg bare snusede til en øl.

Op på vognen igen. Til at starte med var det bare en pakke til fest og lign.. men jeg må indrømme det.. nu er jeg oppe på 15 tyggegummier om dagen – igen.

Jeg tyggede til mit polterabend. Der var tøserne flade af grin, for da de kom for at hente mig, og havde givet mig hjelm på, kom jeg i tanke om, at jeg manglede mine tyggegummier. Jeg susede tilbage – iført motorcykelhjelm, som en anden bankrøver – for at hente det lager, jeg havde liggende. Det lager har tilsyneladende været omend MEGET stort – for efterfølgende glemte jeg ikke mindre end 7 ark med 15 tyggegummier i hvert i motorcykeljakken – og efterfølgende igen 5 ark hos arrangørens mor.. og alligevel manglede jeg ikke nogen i løbet af aftnen. (Jeg har vel haft 15 ark med – hvilket BURDE være nok til en mindre ferie i Spanien) Så polterabenden blev aftnen hvor jeg spredte spor efter mig – i form af utyggede tyggegummier overalt. Ærgeligt at ejeren af motorcykeljakken – eller min venindens mor ikke havde planer om rygestop, for begge steder lå der nok tyggegummier til en komplet rygestopbehandling.

Jeg tyggede tyggegummi, da min far førte mig op af kirkegulvet. Det var ellers en af de sidste formaninger, min mor havde givet mig. “Nu TYGGER DU IKKE I KIRKEN” og hun havde jo helt ret.. naturligvis skulle jeg ikke det. Men i forvirringen – og pletten på kjolen – og blomsterne – og bilen, der vist ville køre forsent – og endte med at komme for tidligt, så vi måtte holde og vente på lars tyndskids marker, glemte jeg rent, at jeg tyggede, så kæben var ved at gå af led.. og først, da jeg havde kastet mig gennem kirkegulvet og var landet forholdsvist sikkert i stolen foran alteret, kom jeg til at mærke, at min kæber begik den vante tyggebevægelse.. Så sad jeg ellers pænt der og formede tyggegummiet med tungen, så jeg kunne sluge det  -for væk, det skulle det – og så kønt er det altså heller ikke at placerer tyggegummi under stolen i kirken. (Der var ligesom heller ikke nogen tvivl om, hvem der havde efterladt det der, hvis jeg havde gjort det.. Det var ligesom brudens stol)

Igår så jeg en udsendelse med brainiac. “Kan man dø af at sluge sit tyggegummi? Sidder det fast i maven i 7 år” Pludselig fik min store mave en helt ny betydning. Tænk, hvis det er alle de års tyggegummi, der ved uheld er blevet sunket, der har samlet sig der – og slet ikke fedt!! Men næ nej – som forventeligt, så går tyggegummi lige gennem kroppen.

Og jeg tygger nu.

Da jeg stoppede med at ryge, sagde jeg til mig selv, at jeg var lige glad med hvor længe jeg skulle tygge. Bare jeg ikke røg. Og det er den, jeg efterlever – omend jeg ikke lige havde forventet at tygge videre her 8 år efter rygestop.