Igår tog konfirmationstankerne for barn nummer to fart. For datoerne for konfirmationerne for de enkelte klasser blev lagt på nettet. Og fluks går den vilde reservering af festlokaler, kroer og spisesteder. Belært af erfaringen, da min datter fik en dato, handler jeg lidt hurtigere denne gang. Sidst fortalte min datter, at hun ønskede at spise på Bryggeri Skovlyst. Det var noget dyrt – og derfor var jeg også noget afstandstagede til det. Men da jeg endelig tog mig sammen og ringede og forklarede, at vi gerne ville holde konfirmationen der, så var alt booket -forøvrigt også til året efter.
Så denne gang er det med at komme igang.
I går satte jeg mig ned og talte efter. For punkt nummer et: Hvor mange gæster forventer vi? Vi talte og talte. Og uden at blinke kommer vi hurtigt op på 65. Men hvordan regner man så fra og til? For der er helt sikkert nogen, der ikke kommer. Der er helt sikkert også nogen, der ikke bliver inviteret til den tid – og måske er der nye, der bliver inviteret i stedet for.
Jeg ringede til min mor..
Og hun mener tydeligvis at jeg er skruptosset. “Jamen altså om 1½ år kan jeg jo være faldet bort” sagde hun. Hvorefter jeg blev småfornærmet – og ikke helt vidste, hvad jeg så skulle gøre med alle mine planer.
For pointen er: Vi kan sagtens holde festen hjemme hos os selv. Der er plads til omkring 40 gæster – med lidt go vilje. Men hvad nytter det, når vi kommer til at invitere omkring 60? Altså bliver jeg nødt til at finde et festlokale, jeg kan forbooke. Og så må vi se tiden an – og kigge på, hvor mange, der skal inviteres, når tiden nærmer sig.
Men altså: I kan godt droppe det. Den 12. maj 2018 har jeg allerede booket det lokale festlokale (Eller rettere,- jeg gør det på mandag)