De havde vandkamp idag i skolen. Min datter havde pakket den store kanon – og var klar – helt klar.
“Og mor – jeg gemte mig ikke eller noget! Jeg var ikke bange.. Jeg var slet ikke nervøs eller noget. Jeg var faktisk ret modig. Når veninden holdte hænderne oppe, så ladede jeg – og omvendt.. Det var DØDsjovt”
Det er underligt at høre sådan en samtale -for det fortæller mig med al ønskelig tydelighed, at vi har gjort nok – og måske FOR meget ud af at fortælle hende, at hun ikke skal gemme sig, være bange eller forsigtig. Vi har tilsyneladende sagt det så meget, at det nu er blevet et mål i sig selv, at blive en vovehals.
Det vigtigste er, at det har været en dejlig dag – og det var det..
Og selvom hun så har været “modig, fordi mor og far siger, at det skal man være” – så kan jeg mærke på hende, at hun har været med – midt i orkanens øje – og hun har nydt det. Det glæder mig…