Jeg kom til at læse en bog imellem at jeg endnu er igang med at redegøre for, hvordan hele Bill Clintons vennekreds ser ud. Han har så mange af dem – så jeg tænkte, jeg lige ville læse noget, hvor der var knap så mange mennesker involveret.. og det blev den eneste bog i reolen, jeg ikke har fået læst før: Projekt evigt liv af Wes Craven.
Lige når man læser bagflappen, får jeg hurtigt lyst til at smække bogen i igen. Noget med evigt liv, at hjernen skal fortsætte med at virke – og noget med donorkroppe..
Men da jeg først kom igang, var det faktisk slet ikke så scienes fictions agitgt, som jeg havde forventet.
Peter og Beatrice Jance er forskere på meget højt niveau. Peter har kræft i bugspytkirtlen - og har en meget begrænset tid tilbage at leve i. Han "ven" dr. Wolfe tilbyder sin hjælp – som dr. Wolfe faktisk har planlagt det i mange år før.
Ideen er så, at dr. Wolfe – ud fra hudprøver fra ægteparret (og mange andre forskerer) har kreeret adskillige kloner, der vandrer rundt på denne jord, lykkeligt uvidende om, at de er den komplette klon af en anden. Så langt er jo ikke desto mindre reel mulighed den dag idag. (Omend man fra naturvidenskabens side har holdt sig til får og hunde) Dr. Wolfe havde en fertilitetsklinik – og derfor havde han forholdsvis nem adgang til at lægge sådan et klonet embryorie op i kvinder.
Han har så fulgt de kloner, der blev til noget- og nu skal Peter Jances klon, der har levet 35 år, "høstes" – da Peter ellers vil dø.
Man "lader" klonen komme ud for et uheld, hvor det for resten af verden ser ud som om han er død. Derefter skraber man hans hjerne ud – og transplanterer hjernen fra dr. Peter Jance i den nu "tomme" krop.
Og starten er gået.
Bogen kommer ind på mange forskellige områder af "problematikken". F.eks. det, at man som forsker – der kan "noget" ikke nødvedigvis har pligt til at gøre det. Jeg kan sagtens forestille mig, at man som forsker har svært ved at slå bremsen i, selvom man godt med sit eget interlekt at sige sig selv, at det man har gang i er etisk og moralsk forkert.
Meget af bogen handler også om cellehukommelse.. Altså at den krop, Peter Jance overtager, i forvejen har en hukommelse på celleniveau – som Peter Jance så overtager. Det er nogle forholdsvis spændende tanker – der nok en dag skal forskes i rigtigt. Jeg har tidligere hørt om patienter, der mente, at det hjerte, de havde modtaget i forbindelse med en transplantation havde "en egen vilje" – og ideen har da også været brugt før i andre bøger. (F.eks. John Irvings Den femte hånd)
Men alt i alt er dette en billig knaldroman med fart, slagsmål, hemmeligheder og gådefulde opdagelser undervejs. Som sådan er ideerne gode nok – og man er med langt hen af vejen – fordi vi vitterligt ikke er så ubeskrivelig langt fra, at udviklingen ville kunne gå i en retning hvor man f.eks. vil kunne helbrede rygmarv mv.
Bogen er en knaldroman – og skal læses som sådan.. Og når det er gjort – er den god.