Hver søndag dukker følelsen op.
Jeg har fejlet som mor. Der er noget, jeg mangler at give videre.. og det værste er faktisk, at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal rette op på det – for den taktik forældrene i denne famillie har lagt for dagen, giver dårlig stemning, surmuleri og skænderier hver eneste søndag.. og hvor ER jeg træt af det.
Det handler om et pigeværelse. Min datters, for nu at være mere præcis.
Og det handler om det krav, jeg og min mand har: "Du skal selv holde værelset rent og opryddet – SELV". Af en eller anden grund er dette en umulighed.
Det, der chokerer og irriterer mig mest, er min datters holdning til, at "det da er min (altså mors) job". At hun ikke har noget ansvar – og at vi er hamrende urimelige fordi vi forlanger, at hun gør rent. Hvis hun har spist et æble og lægger skroget på sin hylde (Og sikkert i det øjeblik tænker, at hun dermed nok skal huske at smide det ud) og der to dage efter kommer små tordenfluer på hendes værelse, så er det hende komplet ubegribeligt, at mor og far mener, at hun er en sjuske – og at HUN har ansvaret for at gøre rent efter æbleskoget. Hvis vi er så tarvelige, at vi gør hende opmærksomme på æbleskroget INDEN tordenfluerne dukker op, så er vi døduretfærdige, fordi vi ikke lige selv bære det ud. Vi skulle jo alligevel den vej!!!
Det er forskelligt hvormeget "uvenner" vi bliver. Nogle søndage er der forholdsvist pænt på værelset – og hun kan komme igennem værelset ved at surmule en times tid eller to.. Men idag er en af dem, hvor jeg har sat hende foden for døren. Nu GIDER jeg simpelhen ikke mere. Problemet er bare, at det virker ikke – og jeg ved det.
Idag er jeg den strenge mor. Hun får en opgave – og derefter 30 minutter til at løse den. Er den ikke løst, så vil alt, hvad der IKKE er ryddet op indenfor opgaven, ryge på gulvet, hvorefter hun kan foretage oprydningen på den måde. Ingen computer, ingen venner og i det hele taget ingen leg, før hun er færdig. Jeg holder mig fra værelset.. pånær, når jeg går der ind for at tjekke, at hun rent faktisk laver noget hver halve time.
Og det er det, der undrer mig ALLER mest. Hendes værelse er forholdsvist pænt idag. Det jeg har bedt hende om, ville jeg selv kunne gøre på ialt rundt regnet en time. Lige nu har hun været 3 timer om det – og hun er ikke halvejs!! Når jeg kommer ind – efter de givne 30 minutter, sidder hun og stirrer på en pude – eller har en enkel bog i hånden som hun står og vifter med, uden at lægge på plads!!
Hvordan i alverden får man vist hende, at pligter – som at rydde op på værelset – er noget, der bare skal overståes? At man skal tage fat – og desto mere man tager fat, jo hurtigere er det overstået?
Jeg ved udemærket godt, at fejlen hopper tilbage til mig. Da hun blev syg var hun lige begyndt at få "fuldt" ansvar for værelset – dog med hjælp. Hun har et meget stort værelse – så dengang foregik oprydningen ved, at jeg gik med ind på værelset og hjalp hende med at "lave bunker" – så det var nemmere at komme videre, men overordnet stod hun selv for det. Men da hun blev syg, var det een af de ting, jeg vitterlig kunne hjælpe med – så i en periode på 1,5 år gjorde hun ikke rent.
Og nu er hun kommet til den konklusion (som vel er logisk nok for et barn) at det er mors arbejde. Mor gør det så godt – så det er vel smartest, at hun gør det.. Og hvis hun bare er "ynkelig og ked af det længe nok" så giver mor sig nok. Men jeg har nu ikke givet mig i 2 år – og holdningen er der stadig?
Måske er løsningen at hun skal have mere ansvar. Måske skal hun stå for opvasken og gulvvasken et par gange om ugen – men jeg må indrømme, at den kamp orker jeg slet ikke at gå igang med. Hun hjælper generelt til, når man beder hende om det. Hun dækker bordet – og hjælper med maden, når hun bliver bedt om det (også uden brok!!) – og lige nu har jeg ikke lyst til at sætte mere igang – for det er mere end rigeligt, at hun skal være så sur een gang om ugen.
Jeg genkender hele din beskrivelse, men kan desværre ikke komme med gode råd. Herhjemme holder vi stejlt på, at det er Olines ansvar at holde værelset i orden. Hun gider ikke og min strategi var egentlig, at det vel kom, når kammeraterne skulle med indenfor, men nej… det rører hende ikke det mindste.
Jeg holder stædigt fast og venter bare på, at tiden for at det er flovt kommer, men det kræver godt nok sin kvinde.
PS – Oline er også ved at DØ, når hun skal rydde op og gøre rent 😉
Det er fuldt forståeligt, at Annike fik lang snor, da hun var alvorligt syg! Det er hun så heldigvis ikke længere, og jeg synes, du gør det rigtige!
Men du kan også blive nødt til at respektere, at dine standarder for orden og rengøring ikke nødvendigvis skal gælde på hendes værelse – det er trods alt hendes enemærker… Selvfølgelig skal der ikke svirre bananfluer rundt, fordi det søde barn lægger æbleskrog på sine hylder…
I sin tid lod jeg faktisk ungerne rode, som de ville på værelset. Lige pånær, at jeg ikke accepterede madrester, der fik lov at stå. Ikke sådan at forstå, at jeg fjernede dem – jeg tvang ungerne til selv at gøre det – og i perioder var der slet og ret forbud mod at spise på værelset.
Derudover bestemte de selv. Det var jo dem selv, der skulle flytte bunker, så kammeraterne kunne få en siddeplads. På fællesarealerne gjaldt mine og faderens regler.
Ingen af mine kære stedbørn er svin eller rodehoveder som voksne ;-). Det var vist bare noget, de skulle have lov at leve ud som en del af løsrivelsesprocessen. Tror jeg.
Tak for jeres hurtige svar 🙂
Rart at vide, at jeg ikke er alene i verden om det problem. På den anden side husker jeg det faktisk fra min egen barndom. Hvor VAR min mor bare OND! 🙂
Jeg må indrømme, at du, fr. Møller har lidt ret i det med “dine standarder”. Den ramte ihvertfald noget indeni. Men metoden er forsøgt – og resten af familien kan ganske enkelt ikke holde det ud – for når rodet ikke længere kan være på hendes værelse – så kommer det ind i alle andre rum også. Og så var skænderierne, irettesætterne og anmodninger om oprydning bare flyttet et rum.
Jeg VIL have, at hun evner selv at have en eller anden form for orden. For min skyld, må hun have alt sit tøj under sengen og legetøjet under bordet, hvis hun mener, det er smart – men det skal ikke ligge, så man ikke kan se, hvad der er vasketøj – og hvad der er rent. Og det skal IKKE være sådan, at man når i tvivl, så smider man bare alt tøjet til vask, for så “ordner mor og far det jo bare igen”. Det er holdningen nu. (hvorfor hun også selv er begyndt at skulle lægge sit tøj sammen)
Muligheden for “nul mad på værelset” er bestemt noget, der vil blive taget op til overvejelse. Desværre gælder dette også madrester fra madkassen – som heller ikke nødvendigvis finder ud i køkkenet af sig selv.
Når hun er 14 – 15 år gammel – tror jeg, jeg vil være mere med på din metode.. At lade hende selv bestemme – men jeg bliver nødt til at vide inderst inde, at jeg har givet hende værktøjerne til at KUNNE rydde op, at evne at systematiserer – og det er jeg ganske enkelt i tvivl om, eftersom hun gang på gang på gang mener at der er ryddet op, trods ting andre mennesker ville finde voldsomt “ikke opryddet”.
Mange hilsner
Pernille (Der lige har væltet tre skuffer Bel-vil på sengen – så det stakkels barn har endnu flere timer foran sig.)
I min mening udkæmpes denne kamp i alle hjem, og det er i sin enkelthed en hel og aldeles naturlig udvikling, hvor barnet lærer en masse om ansvar, grænser og i trygge rammer kan teste vandene før det virkelige, uafhængige liv skal leves.
Hvis jeg var mor ville jeg minde mig selv om at det er en naturlig udvikling …
Jamen det var slet ikke uden grund, ungerne kaldte mig “den onde stedmor” ;-). Ikke-tømte madkasser ender slet ikke på værelset! De bliver nemlig – inden skoletasken bliver båret på værelset – læsset af i køkkenet. For det var helt OK, at ungerne ikke altid havde appetit, som jeg havde agt. Og vi havde hund, som så frem til den daglige madkassetømning *G*.
Men at madkassen kom i køkkenet inden værelses-entrering var lige så 110% selvfølgeligt, som at jakke og fodtøj kom på plads i første hug. Vi have en travl hverdag, og så skal sådanne basale ting sgu bare fungere. Det sparer sgu familien for så mange dybest set overflødige skænderier – der er jo ting, livet bare er for kort til. :-).
Noget andet er så, at en pige på 11 ville jeg nok stadig hjælpe med at holde orden på værelset. For selv om hun i øvrigt kan være både sød og kvik, er hun rent udviklingspsykologisk kun lige på grænsen til at kunne overskue det alene. Og man får nu i grunden sådan nogle gode snakke undervejs. Kan jeg huske…
Er helt enig med Fru møllers sidste kommentar! 11 år….det er svært…og der er grænser for hvad man kan forlange…Vores princip har altid været at forgå med et godt eksempel..og det er altså ikke for at lyde frelst….det er en lang og hård proces…men det er en metode, der virker efterhånden..nu hvor mine unger er blevet 15 og 12 år begynder jeg faktisk at kunne se resultater..håber du kan bruge det
Hvad med en hvis du hjælper mig så hjælper jeg dig strategi?
Hvis I nu er sammen om at rydde op og gøre rent i flere værelser sammen, så hygger I jer mens det bliver gjort og det er hurtigere overstået. Så kan du også lettere holde hende igang og sørge for at hun lærer at løse opgaven på en fornuftig måde. Det lyder ikke fornuftigt at hun skal bruge så lang tid på at surmule istedet for at få det overstået. Jeg syntes det ville være OK hvis hun fik ansvaret for at støvsuge hele hytten og at du så selvfølgeligt hjalp hende med oprydningen og hvis det så er dig der tørrer støv af så tager du hendes værelse med.
I vores familie hjælpes vi ad om alle tingene, man tager heller ikke bare sin egen tallerken ud.
Ting som jakker, sko, gymnastiktasker og madpakker er der faste rutiner for og de udføres når man træder ind ad døren, dem kan du med fordel starte med at opdrage Jonathan til allerede nu, især den med madpakken. Hos os lægger man også selv sit tøj på plads, ofte er det i forlængelse af at det er taget ned og lagt sammen med en voksen, så lærer de også at det tager tid og ikke nytter bare at smide det til vask med det samme igen.
..glemte lige af afslutte sætningen : egen tallerken ud vi hjælpes ad med at bære alt ud, alle pligterne er et fælles projekt.
Den med at bære sin egen tallerken ud, når man var færdig med at spise, har vi aldrig brugt! For det at spise aftensmad sammen var ikke en single-projekt, men en hygestund. Jeg skulle ikke have særlig ros for, at det typisk var mig, der havde brugt et par timer på, at det var muligt. Men ingen fik dæleme heller lov til at reducere mig til tyende ved at bære sin egen tallerken i køkkenet, når han/hun havde gnasket frugten af mine anstrengelser i sig! No way!
Ingen var nemlig færdige med at spise, før alle var færdige! Dernæst ryddede vi i smuk samdrægtighed af bordet – lagde dugen i skuffen igen, hvis den var egnet til det – ellers i vasketøjskurven ;-).
Det er så let at lave curlingbørn… Men det er egentlig også nemt at opdrage dem til at blive fornuftige, voksne mennesker. Man skal turde tage de konflikter, det nødvendigvis medfører undervejs!
Lidt sjovt, at Carina nævner gymnastiktaskerne ;-). For det var nemlig også logik for burhøns, at havde man haft et håndklæde med i skole, og det kom vådt hjem, blev det da hængt til tørre, inden man bare gav sig til at lege. Det er ikke så svært ;-). Faktisk kræver det primært bare, den voksne tager ansvaret for at være voksen og ikke er konfliktsky. For vi lærer ikke vores børn noget ved bare at indgå på deres præmisser.
Omvendt skal vi heller aldrig blive så “voksne”, at vi ikke sommetider kan se, vi var galt afmarcherede – give et barn en uforbeholden undskyldning, når vi har jokket i spinaten!
Vores søn på 10 år har fået hjælp til at få ordnet sit værelse i bund. Og efter det, har vi gjort ham opmærksom på at nu skal han lige huske at fjerne snavstøjet, de tomme glas, tømme papirkurven osv. På den måde når det aldrig at blive så slemt. Idag har han så med hjælp lagt ren ssengetøj på , støvsuget og tørret støv af. Min hjælp bestod i at lægge det rene dynebetræk på.
Hovedet på sømmet dér Fr. Møller: “Faktisk kræver det primært bare, den voksne tager ansvaret for at være voksen …”
Lige meget hvordan vi vender og drejer det, så er man stadig kun et barn i 11 års alderen. Børn i den alder kan ikke altid overskue det store overblik, som det jo er at holde orden og gøre rent og har brug for forældresupervision.
Tine, den med at rydde op i bund og gøre rent i ny og næ, for barnet. At vise dem, det er godt at hjælpes ad, synes jeg er en god løsning. Hvis man, som forældre, har det overskud det kræver!
Held og lykke Pernille!
Irene – jamen selv om jeg faktisk undlod at få egne børn, fordi jeg ikke troede, jeg ville være god nok til det. Er det et faktum, at jeg sgu var OK som stedmor ;-).
Det, jeg synes er svært, er, at omverdenen ikke længere accepterer, at 11-årige er børn. Næh, de er forbrugere!! Og i og med at de kan bruge penge – alternativt bestemmer, hvordan far og mor bruger deres – glemmer vi, at de er – børn!
Gør I også rent om søndagen? Hver søndag i samme tidsrum som Annike? Så vidt jeg husker fra jeg var omkring de 11 fik jeg altså hjælp, tilgengæld skulle jeg også hjælpe til. Du og Jan hjælpes jo også ad og det er faktisk sjovere at være med til det hele end at have sit eget alene. Jeg husker faktisk både fredage og søndage med rengørring og oprydning som noget lidt hyggeligt fordi vi var flere om det, fik god frokost om søndagen og sang med på fjollede sange fordi min mor gjorde rent til “når jeg ser et rødt flag smælde” og min mormor ville høre giro 413.
Hej Pernille
Jeg synes, det er helt ok, at Annike selv skal rydde op på sit værelse. Det lader til, at det er vigtigt for dig, at hun lærer at holde orden i sit eget rum, og så må du jo tage det lange seje træk med at stå fast på, at hun selv skal gøre det. Jeg synes dog helt klart du skal genoverveje det der med, at du tømmer kasserne ud over det hele, hvis hun ikke er blevet færdig inden for et bestemt tidsrum. Det må være godt nok for dig, at der bliver ryddet op – om det tager 2,3,4,5,6 eller 7 timer må du lade være op til Annike selv. Du kan godt bestemme, at hun skal rydde op, men jeg synes ikke, du kan bestemme, hvordan hun skal gøre det, selvom det kan være enerverende at vente på, at hun får taget sig sammen til at flytte en genstand fra gulvet og op på reolen. Før eller siden går det vel op for hende, at det er rarest at få hurtigt overstået. Ved at tømme kasserne på hovedet gør du det til en helt unødvendig magtkamp – det er i hvert fald ikke særlig konstruktivt, og i mine øjne lærer hun intet af det – ud over at oprydning vitterlig er et helvede. Og det var jo ikke meningen…