Jeg spiser stadig efter LCHF principperne. Og jeg taber mig ikke det der mindre om noget som helst. Faktisk er det lige ved, at jeg tager på. Jeg spiser tre måltider om dagen. Og jeg føler mig mæt. Tilsyneladende så mæt, at jeg tager på. Det er frustrerende. Det er ikke fordi, jeg synes det er fedt, at spise, som jeg gør. Jeg ville elske en skive brød eller 2 kartofler. Det er heller ikke fordi resten af familien synes det er fantastisk, at der altid er to gryder med to forskellige sovse og to forskellige alting. Når der så ikke sker noget som helst, føles det virkelig op af bakke. Jeg har været her før. Det er ikke LCHF. Men det gør det bare ikke mindre frustrerende.
Det, der irriterer mig mest, er den der grad af dedikation, jeg lægger for dagen. Jeg synder VIRKELIG ikke. Jeg spiser NØJAGTIGT, det jeg må – og jeg motionerer massivt mere, end jeg skal. Når resultaterne så ikke kommer, er det lidt en falliterklæring på et helt andet niveau. Hvis jeg nu bare havde spist et stykke kage – men jeg har vitterligt ikke fået et eneste gram sukker siden nytår. Og det jeg hader allermest, er antallet af normalvægtige, der står og fortæller mig, at “jeg nok bare ikke har …. nok”. Det er ydmygende, nedværdigende og sindsygt hårdt. For jeg gør massivt mere end andre. Min krop giver mig bare ikke det afkast, jeg forventer.
Når jeg har fundet gejsten lidt igen, så må jeg jo bare få kroppen til at gøre, som jeg forventer. Da jeg fedtforpinte min mad, har jeg prøvet at give mig selv proteinchok, for at sætte gang i vægttabet igen. Lige nu tror jeg, jeg begynder at tælle kalorier. Uanset om man tror det eller ej, så er det faktisk sådan, at selvom man spiser meget fedt, så får man stadig ikke mere end de der 1500 – 1800 kcal om dagen. Jeg spiser ikke længere flere portioner. Og jeg spiser slet ikke imellem måltiderne.
At tabe sig, er en kunst. Det, der gør mig mest ondt er, at det ikke er processen, indsatsen og kampene med sig selv, man belønner. Man belønner antallet af tabte kilo. Og lige så meget kontrol, jeghar med, nøjagtigt hvad jeg kommer i munden – og lige så meget kontrol jeg har med, hvor meget jeg motionerer, ligeså lidt kontrol har jeg med, hvad vægten siger.
Jeg gør virkelig, hvad jeg kan, for at være stolt af min indsats. For at være stolt af mine daglige cykelture og den mad, jeg speciellaver. Og ikke mindst: Alt det, jeg siger nej tak til. Ikke desto mindre græder jeg sgu lidt indeni, hver gang vægten igen sparker mig bagi.
Jeg har konkrete beviser for, hvad jeg motionerer. Jeg kan dagligt se, hvordan mit ur fortæller mig, at jeg igen idag ramte 100% – ramte over 1 times træning. Det ville bare være sjovere, hvis også vægtens tal rykkede sig lidt.