Det er sgu heller ikke fair!
Men sådan er livet: Det er ikke fair.
Jeg dyrker motion dagligt, så jeg minimum når, det andre mener er 1 times motion. Det er 1½ times cykeltur – eller 30-45 minutter løbetur. Og netop idag er jeg pænt ugidelig. Men nytårsforsæt er nytårsforsæt, så naturligvis skal jeg nå dagens mål. Hvordan kommer man så hurtigst om det? Man løber.
Jeg må ikke løbe – siger lægen. Fordi jeg brækkede benet for nogle år siden meget uheldigt, så lægerne vurderer, at jeg får slidgigt, hvis jeg løber. Men nu er det så lang tid siden og jeg har motioneret utrolig meget siden da. Og mit knæ har det fint. Derfor valgte jeg altså løb. Helt ærligt: Jeg savner det også. Jeg savner at pulsen kommer helt derop.
Manden løb med. Eller skal jeg sige gik med? Han dyrker normalt for øjeblikket ikke rigtig motion. Han løb for et år siden. Men har kun gået ture siden da. Slet ikke i nærheden af den mængde motion, jeg dagligt dyrker. Alligevel er der en verden til forskel på os. Han er i markant bedre form. Hvordan kan han være i markant bedre form end mig, når han nærmer sig sofakartoffel, mens jeg træner på et niveau, hvor elitemotionister ligger? Det er sgu da ikke fair!
Og forklaringen ligger lige for. Han slæber ikke rundt på al den ekstra vægt, som jeg slæber rundt på.
Jeg har fandme aldrig nogensinde bedt om alt den skide ekstravægt. Jeg har arbejdet og arbejdet for netop ikke at have al den overvægt – og alligevel er virkeligheden sådan: At jeg ikke kan løbe mere end 350 meter.
Han æder lakridser og chokolade – og løber rask væk 5 km.
Jeg bliver fandme så arrig.