“Kalorier ind minus kalorier ud”, får man godt nok slynget i hoved mange gange som overvægtig. Særligt af mennesker uden overvægtsproblemer. Deres ignorence og deres manglende empati er ved at bide dem i røven. Næste generation fede, er netop deres egne børn.
Fedme er ikke det enkelte menneskes problem. Fedme er en epidemi. En kropslig tilstand, hvor kroppen ikke har det godt. Fuldkommen som et brækket ben og en udposning i panden eller vand i fødderne. Og vi bliver nødt til at behandle det – og ikke bare ryste på hovedet af det.
Der er intet menneske på jorden, der satte sig ned og konkluderede: “Jeg vil gerne være fed” Overvægt er ikke et valg.
Hvis man først har været overvægtig, ved man også, hvor aburt en udtalelse, det er, når tynde mennesker, der ikke har vægtproblemer, igen og igen forsøger at påstå, at “det er et personligt valg”. Jeg har aldrig nogensinde sat kryds i “Jeg vil gerne være overvægtig”. Det er ikke en skid et personligt valg. Hvis det er noget, er det et personligt åg. En personlig tilfældighed i genmassen. En personlig indre selvskade. En personlig uheldig hormonbalance.
Vi bliver simpelhen nødt til at holde op med at se på fede mennesker og tænke “Manglende selvkontrol”. Vi bliver nødt til at se på fede mennesker og tænke “Sikke en livshistorie”. For der gemmer sig en historie bag enhver overvægtig. Det kan være historien om en depression, hvor både medicinen og depressionen i sig selv førte til overvægt. Det kan være historien om barnet, hvis eneste kærlighed var sukker og slik. Det kan være historien om kvinden, der har PCOS – og altså ud over sin overvægt også skal tackle det faktum, at hun måske skal leve som ufrivillig barnløs resten af livet.
Bag enhver overvægt er der et menneske, der føler sig lille, bitte. Føler sig skamfuld og føler, at de optager for meget plads i verden. For meget luft. For meget sædeplads i toget. Men de kan ikke blive mindre, for kroppen har kæmpet sig stor.
Bag enhver overvægt ligger der også en kamp, som en ikke de hårdest ramte narkomaner, der er gået clean, fatter omfanget af. For een ting er at tabe sig. Det kan langt de fleste mennesker. Det er bare de færreste, der evner at beholde vægttabet. Holde kiloene væk. Og her taler vi ikke om et stof, man skal til Istergade, for at hente. Vi taler om mad, som mennesker skal forholde sig til hver eneste dag alene for at leve. Mad, der med en uheldig hormonsammensætning, giver et andet resultat, end det, man ellers så stringent havde pejlet sig imod. Det handler om selvkontrol langt ud over, hvad normale mennesker besidder.
Hold op, hvor jeg kender mange “fede mennesker”, der kunne lære “tynde mennesker” en lektion eller 1000 omkring selvkontrol. Når man nu bare kan spise en is – og fravælge kugle nummer 3 og påstå, det er selvkontrol, så ved slet ikke, hvad selvkontrol er.
Vi har brug for en revolution. Det nytter sgu ikke noget at 50% af alle kvinde skammer sig over sig selv. Vi har ikke noget at skamme os over! Det er dem, der kommer med latterlige udsagn som “Det er jo dit eget valg”, der skal skamme sig.