Jeg er vist paranoid. Eller måske er jeg ikke?
I kælderen har vi et køkken aller længst inde. Ingen vinduer, kun en lille luftventil op. Vi bruger ikke køkkenet som køkken. Vi bruger det som opbevaring. Her er vores sengetøj, vores bøger, der ikke må få vandsskade (som de får på loftet) og vores mikrobølgeovn.
Og så har vi hylder til, når vi har købt mere ind, end der kan være i vores normale køkken.
Hvis der nogensinde skulle ske noget, ville dette køkken under jorden, være det logiske sted, vi samledes. Hvis huset bombes, eller verden udenfor bliver farlig, kan vi måske – måske ikke – klare den i vores underjordiske køkken. Men for at klare os, skal vi have forråd. Og det er her, jeg ikke helt kan gennemskue, nøjagtigt hvor paranoid, jeg er.
For vi har længe haft vores overskydende dåser mv. stående hernede – men nu har vi valgt at systematisere det lidt. Købe flere end vi har brug for, og så altid sikre, at vi har de overskydende stående i kælderen. I stedet for 2 l juice om ugen, så har vi i denne uge købt 8 l vel vidende, at vi kun drikker de 2. Næste uge køber vi så 2 liter igen – og stiller bagerst – så vi altid har 6-8 l på lager. Det samme med fødevarer, der har lang holdbarhed. Pasta, ris f.eks. – og her kan jeg godt røbe: Skulle vi ende i en situation, hvor der er atomkrig, så er jeg villig til at fravige princippet om LCHFmad! Hvis det gør mig til en dårlig LCHFer, så tager jeg det med.
Vi var på et tidspunkt til beredsskabsdagen i Hedehusene. Her forklarede en kvinde os, at det er vigtigt, at vi har sådanne nødposter tilrådighed i vores hus. Hun tænkte vist mere i retning af oversvømmelse (som nok ikke sker her på toppem af bakken, vi bor på, trods alt – jv. kort over fremtidige Danmark, når havene stiger, så skal hele Danmark bo i vores hus) og andre naturkatastrofer – f.eks. storm el. lign, hvor vi fratages strøm, vand og netværk. Og reelt betyder det jo end ikke en ekstraudgift, andet end den uge, man lige køber det store ind. Men vi bruger jo tingene løbende – og det er kun lageret, vi har i kælderen.
Jeg synes, det er underligt at have den slags tanker. Samtidigt finder jeg en slags ro ved af have styr på det. Underligt alligevel.
Det er samme følelse, jeg har omkring det, at jeg kan cykle fra Borgen til mit hjem på 2 timer. Det er en frihed, som gør, at hvis verden bryder sammen (kan man her fornemme, at jeg har læst for mange Steven King romaner?) , så ved jeg, jeg alligevel kan komme hjem til dem, der er mig vigtigst. Og når vi er hjemme: Så har vi nu også den første uge klaret rent madmæssigt. (Også selvom katten bliver sur over, vi så spiser hendes tun)