Min krop og jeg er ikke gode venner. Just saying! De sidste to uger har jeg kunne mærke krisen kradse. For jeg taber mig ikke. Faktisk tager jeg lidt på. Og efterhånden som jeg har taget lidt op, har jeg bestemt mig for at “fandme nej” – og så har jeg sat ekstra ind.

Jeg spiser maks 1600 kalorier om dagen – og jv. mit V800 ur, så har jeg forbrugt mindst 2500 kalorier om dagen. Selvom hvis mine 1600 kalorier er regnet skævt, så er der alligevel meget langt op til de 2500 kalorier, som jeg forbruger! Alligevel er realiten, at jeg tager på – lige så stille. Kun få 100 g – men jeg tager på.

Jeg kender godt forklaringen. Der er mange faktisk – og de giver alle god mening.

Den første handler om, at jeg er så stresset lige nu, at jeg har svært ved at være i mig selv. Jeg forsøger at ændre på det, ved at tage meditationer og give mig selv pauser. Ved at reagerer på arbejdet – og sige fra over for det ekstra arbejde. Men jeg kan alligevel mærke stressen i fingerspidserne, i hjertets let uvante rytme. Jeg er på vej ud af stress-rytmen igen, men det kan ikke forceres. Det skal arbejds væk. Respekteres væk. Jeg skal ud i haven og glemme alle tanker om alt andet end tulipaner og rosebeskæringer. Roen kommer lige om lidt.

Dernæst er et faktum, som jeg slet ikke kan løbe fra eller gør noget ved. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er i overgangsalderen. Jeg er ikke nået over på den anden side. Faktisk er jeg kun lige gået igang med min transaktion. Jeg står midt i mit livs hormon-brusebad. Der er hormoner i min krop, jeg ikke har kendt til i årevis og omvendt mangler jeg hormoner, jeg plejer at have. Indimellem betyder det, jeg reagerer helt skævt. Vrede kan komme hurtigt – fuldkommen uden grund – og iøvrigt forsvinde nøjagtigt lige så hurtigt. Jeg føler mig meget ofte rørt, hvilket er ret underligt – for det er ikke nødvendigvis over noget.. Der går år før disse hormoner for alvor finder ud af, hvordan de skal være i min “nye” gamle krop. Og de hormoners primære formål har intet positivt at gøre i forhold til min drøm om at tabe mig.

Jeg spiser enormt kaloriefattigt, for at sikre mig mit vægttab. Der sker intet og jeg føler mig nærmest uretfærdigt behandlet! Særligt når der ryge 100 g på. Jeg var 900 g fra min mindste vægt, som jeg havde for 2 uger siden. 2 uger, hvor jeg har spist strikt – og bestemt har holdt mig kaloriemæssigt på måtten.

Der er en masse logik omkring LCHF, der er ved at komme ind under huden på mig. Jeg bliver ved. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil tabe mig en hel masse, men fordi denne måde at spise på, bare giver mening for mig. Den er ganske enkelt sundere og selv jeg ikke kan se ret meget på vægten pt, så er der andre steder, jeg kan se ting virke. Først og fremmest, går jeg rundt og er mæt.

Igår valgte jeg så at skide på det hele: Jeg drak hvidvin til maden – og rom til min ret store LCHF-dessertis. Og her til morgen er der så røget 200 g siden igår.

Min krop tager pis på mig.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *