Rundbold .. for voksne

Der var nogen, der skulle have rykket mig til side, da jeg var lille. Helst een af de gange, hvor jeg igen var den sidste, der stod tilbage, når der skulle deles hold op.

Dengang var der lige een, der skulle have fortalt mig, at det er meget meget sjovere, efterhånden som man bliver voksen.. altså at spille rundbold med ungerne.  

Igår var vi på græs om altid. Og omkring kl. 19, gik nogle af drengene rundt med et bat og en bold. "Skulle vi ikke spille rundbold" spurgte jeg. "Ja – men de andre gider ikke" svarede de. "Åhh.. hvis vi nu prøver" lokkede jeg. Og jo – den var de helt med på.

Da vi startede op, var vi kun 7-8 stykker.. men igang kom vi.

Her kommer første smarte deltalje. Det var ikke min mening, at være "styrende" i ungernes leg. Jeg ville bare gerne – med min deltagelse – få dem igang. Egentligt var min plan at "trække mig" efter nogle omgange..

"Må jeg være andenvælger" spurgte den yndigste lille pige mig. Jeg kender hende rigtig godt.. Hun spurgte ikke ungerne som sådan. Hun spurgte mig – for jeg er jo voksen, så det måtte da være mig, der bestemte. Jeg spurgte de andre, hvad de sagde – og lynhurtigt blev det til, at Dan og hende skulle vælge hold. Efterhånden som det gik op for Dan, hvad det var for nogen, hun valgte (SAMTLIGE piger – og med stor præsision i omvendt rækkefølge af, hvem der vitterligt ville kunne ramme bolden. Så den absolutte dårligste blev valgt som den første 🙂 ) valgte han at sige "Ok – det er bare os tre mod jer". Han fik dermed de to drenge (der begge er livsfarlige for deres omgivelser i nærheden af et bat og en bold) og min lille veninde fik "resten" (inkl. een der vitterligt kan ramme – og det er IKKE mig)

Spillet gik igang. Og det var faktisk rigtig sjovt. Hurtigt kom der flere unger til – og flere endnu. Og jo flere der kom, jo mere udfordrende blev det.

Uden nogen havde defineret mig, som høvding, var jeg det pr. automatik, fordi jeg var "den voksne". Det rigtig gode i det var, at pigerne, der normalt bliver buhet ud, når de efter tre forsøg end ikke har været tæt på at ramme, nu fik et tilråb fra en holdkammerat med "Godt forsøgt.. Næste gang er den der" og en klap på skulderen. Det var ikke noget, jeg havde bedt om – men helt sikkert en konsekvens af, at jeg var der. (Og at jeg selv tiltalte ungerne ordenligt)

Dernæst var der fornøjelse i at slå. Det ER nemmere at ramme en bold, når man er voksen. Og den flyver ligesom længere – men selv når jeg ikke ramte, havde jeg en fornemmelse af, at det var godt – for det er vigtigt, at tøserne ved, at det ER ok ikke at ramme.. Det er øvelsen, der giver noget.

Ligeledes havde jeg det også helt godt med at dø i spillet. Vores lille veninde fra før (Jeg mener hun er 5-6 år gammel) døde nærmeste hver eneste gang hun skulle løbe. Og hver eneste gang, løb drengen, der stod efter hende i køen, en befrier til hende. Hun var med – og hun følte bestemt ikke nogen "skyld" over at være "den der døde".

Vi spillede i to timer -og jeg hyggede mig gevaldigt. Det var rart at få rørt sig – og ungerne syntes helt sikkert, at det var fedt, jeg var med.

På et tidspunkt fik min lille 5-6 årige veninde fanget en bold, hun ikke skulle have fanget. Een af de vildere drenge fik skudt en bold lige i brystkassen på hende. Det gav et smæld – og min lille veninde begyndte at græde sine modige tårer.

At se de andre ungers omsorg for hende, var virkelig rørende. Der gik kun ganske få minutter, så var der fremtryllet frosne majs – og viskestykker, så hun havde noget koldt at lægge på. Og hun blev ikke et sekundt ladt i stikken. Spillet gik slet ikke igang igen før vi var HELT sikre på, at hun var ok.

Også her oplevede jeg fornøjelsen ved at være voksen. Til at starte med græd hun bare. Det gjorde ondt. Jeg forklarede hende, at det var en seriøst flot boldredning, hun havde fået lavet. Og inden jeg vidste om det, var alle ungerne gået igang. "Ja – det gjorde du altså godt. Det var DAGENS redning" og "Du er SEJ, du kunne stoppe den" og den lille ømskindet pige blev højere og højere – efterhånden som det gik op for hende, at alle spillerne på banene ikke bare respekterede hende som en medspiller (og ikke bare en irriterende "lillesøster"), men også tog hatten af for den bold, hun reelt ved et uheld havde fået smadret godt og grundigt i brystet.

Og så en ting, jeg kom til at tænke på, da jeg var kommet op. Eftersom jeg bor i lejlighed i almentnyttigt boligbyggeri, er mange af mine naboer af anden etnisk herkomst. Vi spillede rundbold i to timer. Jeg tænkte slet ikke over det, da vi spillede, men jeg kom i tanke om det, da jeg begyndte at remse navnene op for min mand, da jeg kom op. Vores "indvandrerprocent" var høj, da vi spillede – måske 75% igår – og dermed er vores gård et glimrende eksempel på "integrationsprocessen" - og hvis "mine gårdunger" skal være udtryk for integration – så kan vi godt fyre integrationsministeren – for så er der ved den søde grød ikke brug for hende. Det har ungerne helt selv klaret.

Så kære unger: Bare vent: Når i bliver VOKSNE, SÅ er det sjovt at være med til rundbold 🙂