Det er videnskabeligt bevist, at 97% af alle, der taber sig mere end 10 kilo, tager alle kiloene, samt lidt ekstra på, indenfor en årerække af 2-5 år.
Forskerer har i årevis vidst, at kroppen anser vægttab, som en indre krise – hvorefter kroppen vil gøre hvad som helst for at tage på igen. Hvis man vil holde sit vægttab, er det altså ikke muligt at spise "som et normalt menneske". Man skal endnu længere ned kaloriemæssigt – og det skal man resten af sit liv. Ligesom motionen skal være ekstraordinær.
Så er det, der er noget, jeg ikke forstår.
Når nu det ER for sent for alle os, der er overvægtige. Når nu det ER bevist – hvorfor er det så fortsat så nødvendigt at punke folk til at tabe sig? Det er bevistligt dum at tabe sig, eftersom sandsynligheden for at man kommer til at veje endnu mere, er LANGT højere, end at man ender med sin idealvægt. Ville vi accepterer de odds, ved noget som helst andet? Og alligevel tro, at "det er mig, der slår oddsene"
Jeg så en "fat mama" på tv for noget tid siden. Hun vejede vel omkring de 200 kg. Hun fortalte, at hun havde prøvet så mange gange – at hun havde tabt kampen så mange gange – og at hun nu ikke ønskede at prøve at tabe sig. At hun brugte hele sit liv, på at accepterer sig selv, om hun var. Jeg var forarget, da jeg så hende. "Så meget har hun da vist heller ikke prøvet" dukkede op som tanke nummer et.
Og så kom jeg til at tænke på mig selv. Hvordan jeg møjsomt kilo for kilo tabte de magiske 16 kilo, for at jeg kunne have en mulighed for at blive gravid. Hvordan jeg holdte vægten i nogle år – og hvordan jeg efterfølgende – da jeg blev gravid – nærmest boblede op til michellinmanden – og aldrig rigtig kom kiloene kvit igen. Jeg har ikke opgivet. Jeg ønsker at tabe mig…
Jeg tabte 16 kilo – og min fornemmelse af min præstation var udelt begejstret. Min "fat mama" fra TV skulle tabe 130 kg.. 8 gange så meget.
Jeg nåede aldrig helt der ned, hvor jeg gerne ville være. Jeg ville gerne have tabt 3-4 kilo mere – men kroppen ville ikke give slip. Jeg gjorde alt det rigtige – og til sidst accepterede jeg, at de sidste 3-4 kilo ikke var de væsentlige – at jeg var godt tilfreds med mit spejlbilled -og at sådan måtte det være. Mit BMI var glimrende.. så…
Hvor mange kilo kunne denne kæmpekolos af en kvinde ikke tabe, før hun følte det samme? Hvis hun tabte sig 50 kilo.. Det ville være KÆMPE.. og hvis hun så accepterede tingenes tilstand der?
Først og fremmest, skal vi være LANGT mere opmærksomme på, at vores børn og unge ikke må – under nogen omstændigheder – blive "lidt for runde". Men dernæst: Har de mennesker, der har brugt hele deres liv på at skamme sig over deres vægt – og kæmpe en indædt kamp for at tabe sig, for derefter at tage det hele på igen – fordi det er fysisk umuligt for dem at tabe sig.. har de ikke krav på vores respekt?
Min egen overbevisning er, at hvis vi kan yde meget store mennesker, den fornødne respekt og omsorg, så tror jeg faktisk, at de 3-5% der lykkedes at holde kiloene nede efter et stortvægttab, ville blive flere.
Det er jo en evige balance for kroppen:
Hvor meget fedtdepot kan opbygges, uden at miste evnen til at skaffe føde og evnen til at følge med flokken, så man ikke bliver ædt af ulve og andet truende.
Når kroppen een gang har oplevet, at det gik udmærket med f.eks. 20 kg. extra fedt, søger den helt naturligt tilbage til den for et “vildtlevende” menneske ideelle tilstand.
Fedt er i naturen en energioplagring til hårde tider, som er nødvendig, hvis vintre og anden smalhans skal overleves.
Dette kan måske også forklare manges manglende respekt for meget overvægtige og stærkt afmagrede personer:
De vil i naturen være en for stor belastning for flokken, og bør derfor efterlades, så resten af flokken kan klare sig bedre.
Mon ikke vi er mere vilddyr, end vi til daglig vil anerkende?
Det tror jeg bestemt, du har ret i!!
Jeg tror også et af de store problemer er at det er blevet så fuldt af “prestige” at være slank. Så der bliver fokuseret meget mere på at blive slank, end på hvorfor man egentligt blev overvægtig til at starte med. For man kan jo nemt blive slank hurtigt. Men hvad hjælper det hvis man bagefter går tilbage til at leve af Bic Mac og frost pizzaer?