Manden og jeg tog toget på arbejde idag. Og vi havde kun lige sat os, før jeg vrikkede min pulsmåler ud af bæltet og rakte ham det: “Her – kan du ikke åbne, så jeg kan skifte batteri?” Jeg havde hjemmefra sørget for en 5 kr, der skal bruges i kilen, så man kan få de to dele fra hinanden og derved finde ind til batteriet. Han baksede lidt – og med lidt rå vold og en 5’er, lykkedes det at få vredet de to dele, sådan at batterikapslen skulle kunne trækkes ud. Men batterikapslen sad ubehjælpeligt fast. Derhjemme plejer han at finde en gaffel, en nål eller noget der minder om – og bruge det, til at skille de to dele ad. Men det havde jeg jo ikke tænkt på hjemmefra.
Og så var det, at den søde dame ved siden af min mand, begyndte at rode i sin taske. “Måske jeg har …” sagde hun og rodede lidt. Jeg fandt et plastickort op – virkede det? Hm nej, men sidemanden havde et, der var endnu tyndere? Det virkede heller ikke. “Ved du hvad – jeg har en gammel ørering? Tror du den virker”
Min mand var oprigtigt imponeret over, hvad man kunne hive op af sådan en fin lille dametaske. Han smilede og takkede og forsøgte sig igen. Det drillede stadig – indtil det med et svup smuttede ud af hænder på ham og over under sædet ved siden af. Men i faldet røg de to dele fra hinanden – og vi kunne pludselig få det hele fra hinanden og få et nyt batteri i.
Næste udfordringe er så, at sætte pulsmåleren i pulsmålebæltet, der jo som bekendt sidder lige under brystet. Her er en sommerkjole med god kavalergang en fordel, men derfor ser det stadig mærkeligt ud, når man sådan tager hele hånden ned mellem brysterne for at montere sin pulsmåler.
At damen ved min mand side havde set op, havde hjulpet os i vores iver for at løse et lille problem, fik bestemt dagen til at starte i den helt rigtige node. Dejligt, at vi vil hinanden. Og dejligt, at hun sådan mente, hun kunne hjælpe! Jeg fik også takket hende – mere end een gang.
Herefter fulgte 10 kms cykeltur i fantastisk vejr – for endelig at ankomme til Borgen – i min flagrende sommerkjole og høje hæle. Jeg nåede kun lige ind af døren, før jeg blev mødt af en kvindelig storsmilende vagt: “Hold da OP hvor du har fået farve” sagde hun “Det var da utroligt. Har du været på Nyhavn og slikke sol?” “Mig, ” svarende jeg helt forlegent “Næ, jeg har bare været i haven og på cykel. Synes du virkelig, jeg har så meget farve?” “Ja bestemt,” sagde den for mig ukendte vagt. “Du må da virkelig suge den sol til dig. Det er flot”.
Lettere rød i kinderne fik jeg takket for komplimentet.. og gik op på min plads.
Der skal slet ikke så meget til! Min dag er startet helt fantastisk, fordi enkelte mennesker har stoppet op 3 sek, og hjulpet mig eller komplimenteret mig. Jeg kan helt flyve. Det eneste, jeg så godt kan ærge mig over, var, at jeg ikke tog mod til mig, og roste hende kvinde på cyklen forleden.. Hende, hvis sommerkjole virkelig klædte hende. Næste gang gør jeg det!