Jeg tænkte over det, inden jeg gik i seng. Min søn har været på hyttetur – og da havde han sin dyne med i tasken. Den taske, der stadig står i gangen og ikke er pakket ud. Men da jeg gik ind for at sige godnat til ham, tænkte jeg også, at sådan en lang-lemmet 14 årig knægt nok godt kan finde ud i gangen og tage sin egen dyne frem.

Da jeg stod op næste morgen, kunne jeg konkludere, at det kan en 14 årig langlemmet unge ikke. Han lå gravet ind i sit frottélagen for at holde varmen. “Du ved godt, din dyne er ude i tasken – ikk” spurgte jeg ham. “Jo mor, men der er så laaaangt der ud” sagde han klagende, efter en hel nat uden dyne.  Der var alligevel ikke koldere, end at der var længere ud i gangen – altså de der 8 meter.

I løbet af dagen fandt vi dynen frem og konkluderede, at den egentligt trængte til at blive vasket. Knægten har en tendens til at flå dynebetrækket af dynen om natten – og dermed tager den imod mere sved, end vores andres dyner. Så jeg bad knægten om at vaske den. Han valgte så at vaske den ved 95 grader, hvilket måske liiige er en tand over, hvad jeg ville have givet den, men han skal jo lære.

Igår, inden manden og jeg tog vores aftensgåtur, skyndte manden sig at komme dynen i tørretumbleren sammen med de obligatoriske bolde, så dynen kunne være ren og lækker til knægten, når han nu sådan havde undværet den en nat.

Jeg gik ind og sagde godnat til knægten i går kl. 23:00, og da var dynen næsten færdigtørret. “Husk, at din dyne i tørretumbleren. Den skal bare lige have et dynebetræk på, så er den lækker og dejlig til i nat” “Ja, ja” sagde knægten og spillede videre på computeren.

Og nu gik jeg så ind for at vække ham. Og det er altså sandt: Der ER for langt ud til tørretumbleren i bryggers fra sengen, for heller ikke i nat er det lykkedes ham at få dyne på.

De er altså sære, de teenagere. Og livet er godt nok hårdt!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *