Med udgangspunkt i min to lange forhold, synes jeg, noget titter frem. Nogle tendenser. Små indikationer på, hvorfor noget lykkes – og hvorfor noget ikke lykkes.
Der har været en ret åbenlyst forskel på mine mænds indstilling til parforhold, sådan helt grundlæggende.
Min eks-mand forelskede sig hovedkuls i mig, da jeg var 23 år gammel. Han var så forelsket, at han ikke turde nærme sig og det tog ham flere måneder at komme ind på livet af mig. Han ville mig så gerne. Han var fuldkommen hovedkuls forelsket i mig – som menneske. Som unge kvinde. Når det er sagt, havde han noget svære ved ideen om et længerevarende forhold. Han havde ikke lyst til at afgive sin frihed og gjorde det tildels heller aldrig.
Min mand og jeg mødtes gennem et chat-univers. Vi talte sammen over chatten og var begge klar over, at der var en kemi, der måtte prøves af. Første møde gik i virkeligheden ikke ret godt. Jeg insisterede på, at “vi skal give lige meget” – og jeg inisterede også nervøst på, at vi skulle drikke kaffe. 12 kopper senere havde vi begge deliriumog var egentligt ikke, ihvertfald fysisk, rykket hinanden nærmere. Ikke desto mindre nåede han kun lige hjem og tænde sin computer, før vi konstaterede, at vi måttes ses igen. Forelskelsen var der, men den var ikke lige så hovedkuls. Der var så mange detaljer, der skulle passe sammen. Fikses og tjekkes.
Det er vel altid skønt at være nyforelsket. Det var det i begge min mænd. Men forskellen var bare, at min nuværende mand var ikke kun forelsket i mig som kvinde. Han var forelsket i et fasttømre veldefineret “os”. Ham og mig som et udgangspunkt, men med alle vores unge og hele vores familie omkring os.
Vores fælles drømme handlede mere om den dag, hvor vi sammen kunne sidde forrest i bilen efter en veloverstået familie-kom-sammen. Betragte vores trætte børn i bakspejlet og ellers sidde og snakke om, hvordan vi hver især oplevede dagen. Vores fælles drømme omhandlede weekender i haven og en, at blive gammel med.
Indimellem er jeg ikke værd at være forelsket i. Så er det sagt. Indimellem vælter der følelser frem i mig, der ikke nødvendigvis gør, at det er nemt at holde af mig. De er der. Og når “jeg” ikke er værd at være forelsket i, så skal der være noget andet, der alligevel kitter os sammen. Og der er det, der er forskel på mine forhold. For mens min eks-mand reelt drømte om friheden ved at være alene, men valgte at være sammen med mig, fordi han var vild med mig, så kan min nuværende mand bestemt ikke se nogen frihed, ved at være mig foruden.
Så når vi en enkelt gang i mellem måtte være vrede på hinanden, så ligger der et tæppe nedenunder, som vi har knyttet sammen. Et tæppe, hvor vi lover hinanden at blive sammen, fordi det ikke kun er hinanden, vi vil have. Det er også vores “os”.