“Det er bare vand”, siger alle de kloge, når man fortæller, at man tager 2-3 kg på, hver gang det er “den tid på måneden”. “Du vil kunne mærke det på din ankler”. Øh nej. Min ankler føles nøjagtigt som før. De er hverken hævet eller vandfyldte, men jeg vejer 2-3 kg mere. Jeg er godt klar over, at det ikke er fedt, jeg tog på over natten. Men det ændrer ikke på, at vægten er steget 2 kilo.
Jeg er virkelig træt af andre, der fortæller mig, hvordan min krop virker – og underkender det, jeg selv ved er rigtigt. Om de 2-3 kg, jeg tager på, er vand, flæsk eller legoklodser er faktisk sagen fuldkommen uvedkommende. Jeg er igang med at tabe mig – og når vægten hopper 2 kg op, så hopper vægten 2 kg op. Så skal jeg tabe 2 kg mere, end jeg skulle lige før. Jeg kan så konkludere en uge efter, at vægten ikke bare falder 2 kg igen! Den falder lige så langsomt, som den gjorde ugen før og ugen før igen. Hverken hurtigere eller langsommere.
Da jeg var yngre, steg vægten 1 kg – og efter knap en uge, faldt den nøjagtigt lige så meget. Det vidste jeg – så det kilo gjorde mig som sådan ikke noget. Sådan er det bare ikke mere.
Jeg bliver så frustreret – for hvad skal jeg bruge “Det er bare vand” kommentaren til? Er der en hane et sted, jeg kan skrue på? For eftersom det åbenlyst ikke kommer ud, som det gjorde i gamle dage, så må jeg jo nærmest kunne vandtappe 20-30 liter og dermed vejer jeg, det jeg drømmer om!
Så er der dem, der fortæller mig, at når jeg spiser 1600 kcal om dagen, så taber jeg mig 1 kg om ugen! Og hvis jeg ikke gør, så er det bare fordi jeg ikke motionerer nok.
Jeg spiser 1600-1800 kcal om dagen helt fast. Og jeg motionerer, så jeg ved min krop forbruger minimum 2500 kcal om dagen – helt fast. Hvor mange kender du, der cykler over 1 time om dagen? Jeg taber mig bestemt ikke 1 kg om ugen.. nærmere 1 kg om måneden.
Udfordringen med kaloriestatementet er, at jeg dermed får at vide, at jeg lyver. At jeg tager fejl. For “sådan reagerer kroppe altså bare ikke”. Og så er alverdens afmåling af alt hvad jeg indtager tilsyneladende forkerte. Jeg er simpelhen ikke go nok til at skrive ned, hvad jeg spiser. Eller måske er jeg ikke go nok til at aflæse tallene på køkkenvægten?
Det skal ikke være en hemmelighed: Jeg er skide misundelig på dem, der “bare skipper colaen til aftensmaden og taber 20 kg på 3 måneder”. Men det nytter bare ikke noget som helst. Min krop er som min krop er. Andres kan have nemmere eller sværer ved tingen. Det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg må og skal tage udgangspunkt i min krop. Punktum.
Når folk kommer med deres udtalelser om, hvad jeg gør forkert, sidder jeg tilbage med en følelse af, at være uartig. At være forkert. Virkeligheden er, at jeg ved langt mere om mig – end nogen andre nogensinde kommer til. Jeg skal have respekt for de oplevelser, jeg har. Men jeg ville ønske, at andre også havde det! I stedet for at anerkende, at jeg har en krop, der kører enormt langt på kalorie-literen og anerkende min dermed langt højere indsats til langt mindre udbytte, så får jeg besked på, at jeg er forkert. Det er alt andet end støttende, selvom det oprindeligt er tænkt sådan.
Min egen fornemmelse er, at min krop er styret meget af hormoner, der spænder ben for hinanden. Min krop er en fantastisk maskine, som jeg er ovenud tilfreds med. Jeg har nærmest ingen skavanker, daglige smerter eller andet, der generer mig. Men min fornemmelse er klart, at mine hormoner altid har arbejdet meget aktivt imod et vægttab. Min udfordring er, at det rum, hvor jeg kan tabe mig, er meget småt. Får jeg for lidt at spise, stoppe al vægtnedgang – for jeg for meget, tager jeg på. Når jeg ligger i midten, virker det. Men “midten” ændre sig hele tiden – både op og ned. Så det, jeg tabte mig af i sidste uge – det stagnerer jeg med i denne uge.
Faktum er, at jeg har arbejdet med at tabe mig i årevis. Jeg tror, jeg er tæt på, alt ialt at have tabt 100 kg – 16 kg her og 20 kg der. Ialt løber det op i omkring 100 kg.
Jeg har så også taget det hele på efterfølgende (med undtagelse af de 10 kg, jeg nu har tabt.). Jeg kender rigtig meget til denne krop, jeg har. Jeg ved, hvordan jeg taber mig. Jeg ved rigtig meget om, hvornår jeg ikke taber mig. Det, jeg ved med sikkerhed er, at jeg taber mig ikke 1 kg om uge – uanset hvad jeg gør.
Der er kun een vej til det vægttab, jeg har brug for: At blive ved, stædigt, og lade være med at se på, hvor meget andre mennesker mener, jeg burde have tabt mig. Eller hvad andre mennesker mener, jeg tager på, når jeg har menstrution. Lære at have det godt med den mad, min krop kan tåle og hele tiden havde fornemmelsen for den der hårfine grænse for, at jeg begynder at tage på igen – trods, jeg spiser, det jeg skal.
I den proces er LCHF indtil nu mit bedste bud på noget, der holder på den lange bane. Når jeg spiser LCHF, har jeg håndtag at trække i og allervigtigst: LCHF giver mig mulighed for at være mæt, hvilket gør, at det er langt nemmere at holde balancen dag for dag. Aldrig tidligere er det lykkedes mig, at være mæt på 1600 kalorier en hel dag.