Det er underligt, så hurtigt ens gængse hverdagsliv med de rytmer, det byder, kan ændre sig, når solen pludselig skinner.
Igår nåede jeg at være indenfor rundt regnet 20 minutter, før jeg moslede på legepladsen med Jonathan. Der blev vi så til klokken var 20:03 (GUUUD er klokken SÅ mange 🙂 )for at gå op og få serveres pasta og salat af manden, der havde haft maden klar i to timer – men som ikke ville sætte den friske pasta over, før vi ville op.
Både datter og søn virker endnu mere lykkelige efter sådan en dag. Jonathan fortalte og fortalte. Bl.a. havde han lege med Lego sammen med Ingeborg i børnehaven.
Annike kom først senere op igen. De nyder udelivet så meget, når de kan, at jeg så nødigt vil kalde på hende- og stoppe legen. Legen stopper helt automatisk kl. 20:30, fordi alle de store skal op der - og så er der ikke noget til hinder for, at hun spiser der i stedet for.
Jonathan hoppede glad og fro i sin nye seng. Far læste en lille bog for ham – men han var sprællevende.. så vi tog lige "Du skal være forsigtig" 3 gange – og derefter Pjerrot sae til månen tre gange. Det var fascinerende at ligge og lytte til min dejlige søn, der nu – af al hjertens magt – forsøger at synge med.. Det er vidunderligt, at se hvordan smilet breder sig om munden på ham, hver gang han rammer et ord – eller to.
Tiden forsvandt. Jeg lavede intet. Jeg snakkede lidt med en af de andre mødre – jeg passede Jonathan – og legede med ham på græsset – men ellers lavede jeg ikke noget. Og alligevel var det en alle tiders produktiv dag.
Det lyder som en rigtig skøn dag Og jo lige netop derfor vi så gerne vil have børn!
Lyder skønt. Det er netop den slgas øjeblikke jeg er ved at lære at give mig selv. Øjeblikke hvor jeg slapper af og bare er til stede. 🙂