Thomas Helmig har begået en genistreg, da han skrev “Saml det op”.
Grundideen? Vi er blevet uvenner. Vi står i hvert vores hjørne – og selvom vi elskede hinanden og vi har en lang historie bag os, så føles konflikten lige nu og her så stor, at vi ikke kan komme forbi den.
Men:
Buk dig – saml det op
Det hans omkvæd først og fremmest minder mig om, er alle de mennesker, jeg mistede undervejs. Jeg har 5 venskaber, jeg savner stadig. Det føles ensomt at tænke tilbage på dansetimer og forelskelser i alle de forkerte, som vi kunne bruge aftner på at snakke om. Om følelsen af at høre til.
Flere af de venner, jeg mistede undervejs, kan jeg end ikke huske, hvorfor jeg mistede. Jeg kan ikke huske konflikten, der var så vigtig, at jeg ikke mente, jeg kunne se dem igen. De fleste af konflikterne var små og ubetydelige, men den midlertidige afstand, blev til alt andet end midlertidig. Og pludselig var der ingen vej tilbage. Vores liv var gået i helt forskellige retninger.
Når jeg ser tilbage på mine 46 års rejse, er det, det jeg fortryder mest: At jeg mistede gode venner undervejs. Jeg savner dem idag. Mindet om de ting, vi lavede samme, føles dobbelt ensomt, når jeg ikke kan dele det med dem.
Kunne jeg gøre det om idag, ville jeg lytte meget bedre til Helmig. “Buk dig – saml det op. Buk dig – saml det op”. Et mangeårigt, stort venskab, er ikke værd at leve uden, bare fordi der er kommet en knast i vejen.
Jeg har altid tænkt og undret mig over de venskaber der ebber ud. Jeg kan komme i tanke om veninder jeg sad og drak te med hver dag efter skole, og pludselig, som jo ikke var pludselig, fordi det lige så stille gled ud, men pludselig blev jeg bevidst om, at de ikke rigtig var der mere.
Og på en eller anden måde virkede det altid akavet at kontakte dem, så sjældent kom venskabet op at stå igen.
Men at savne det, som vi havde sammen, det genkender jeg godt 🙂