Det, jeg har mest imod USA, er deres tendens til at definere alt og alle i meget sort/hvide rammer. Enten så er man et godt mennesker,- eller også er man ikke.
Ved at bruge ydrepunkterne, er det så nemt, at give alle ret: Moder Theresa, der levede og åndede for at gøre godt for dem, der ikke selv havde muligheder .. mod Adolf Hitler – der i den grad gik efter egen vinding – eget folks vinding.
Men selv i den ligning ser jeg problemer. For jeg tror ikke, Adolf Hitler anså sig selv, som et dårligt menneske. Jeg tror faktisk, at han selv mente, at han var noget nær menneskelighedens redning! At der så idag – historisk set – gudskelov ikke er nogen (eller ret mange) der er enige med ham.. det er jo så hvad det er. Historisk set er der ingen tvivl om, at han var ondhed.
En morder, der slår ihjel, MÅ vide, at man ikke kan anse ham/hende, som et godt menneske. Og så er der alligevel grænser.. for hvad hvis det var en ny "Adolf Hitler" vedkommende havde slået ihjel?
Ting er aldrig sort/hvide. De er altid fuld af modsætninger – fulde af holdninger og anskuelser af verden. I bund og grund mener de fleste af os vel, at vi er "gode" mennesker – at vi prøver at leve efter bedste evne, uden at smadre andre mennesker undervejs. Eller det er måske bare min egen ideologiske naivitet? Måske findes der ligefrem mennesker, der ønsker – bevidst – at ødelægge andre, uden årsag, uden forhistorie, uden grundlag?
Verden ville være så nem, hvis den vitterlig var fuld af "good guys" og "bad guys", men mon ikke man i ethvert godt menneske, kan finde noget, vedkommende ikke er stolt af, og ihvert "dårligt" menneske, kan finde gran af kærlighed og måske ligefrem forståelse for vedkommende handlinger?
Og i det puslespil – har jeg da nogen mulighed for at finde frem til, hvordan jeg selv kan leve som et godt menneske? Kan jeg finde en målestok – udenfor mig selv – udenfor min egen samvittighed og mit eget livsgrundlag – der kan vise mig vejen til at være et godt menneske? Det tror jeg ikke!