“Juleaften må jeg godt få ris a la mandel” Jeg var kun lige startet på LCHF, da det blev mit mantra. Juleaften skulle jeg have ris a la mandel. Igår var det juleaften. Og igår fik jeg Ris a la mandel. Jeg fik også en halv kartoffel – og 3 små brune kartofler. Jeg fik 4 stykker (ikke LCHF) fyldte chokolader og jeg spiste to håndfulde menu-chips.
Jeg er faktisk ret overrasket. For det sagde mig ikke ret meget. Jeg går vitterligt ikke rigtig glip af noget. Der var slet ikke den der vanvittige kærlighed til maden. Den, der “skovlen ind” og lyst, der nærmest ikke lader sig mætte. Jeg smagte fordi jeg havde besluttet mig for, at det var sådan det skulle være. Nu har jeg smagt – og jeg har ikke brug for mere. Det er ikke tanken på vægten, der gjorde det. Eller smagen. Eller.. Jeg er bare et andet sted. Jeg vil hellere spise sundt og jeg har ikke behovet for at hoppe i sukkerfælden igen.
Normalt afslutter jeg juleaften morgenen efter: Jeg SKAL have ris a la mandel til morgenmad. Det er min lille tradition, som jeg normalt glæder mig til hele året. Der ligger en halv liter ris a la mandel i køleskabet og jeg har virkelig ikke lyst. Det er vist tid til nye traditioner.