Det øjeblik, jeg var indstillet til operation – fjernelse af mine slimhinder i livmoderen – kom tanken: Hvordan fungerer LCHF og operationen? Er det nu smart?
Kulhydrater er jo netop kroppens hurtige brændstof – godt nok ikke det smarteste brændstof – men ubetinget det hurtigste. Og når man bliver opereret, er man vel interesseret i, at bruge brændstof – hurtigt.
Nu er den operation, jeg gik igennem, ikke just den største. Tværdimod. Det bliver dårlig mindre. Men derfor skulle det stadig gå godt. Det gik derfor hurtigt op for mig, at det, jeg skulle fokusere på, var narkosen. Indgrebet er så småt, at jeg ikke er bekymring for heling.
Og med narkosen er der tre spørgsmål:
1) Skal jeg forbrænde kulhydrater, når jeg ankommer – altså helt gå bort fra LCHF for nogle dage?
2) Skal jeg spise hurtige kulhydrater lige før operationen?
3) Skal jeg spise kulhydrater lige efter operationen?
Jeg spurgte lægen – og kunne meget hurtigt afskrive, at jeg skulle overgå til kulhydrater i tiden op til operationen. Det var der ingen grund til. Mest fordi en sådan omlægning skulle være grundet helingen – og helingen er altså så lille og så ubetydelig, at en kostomlægning vil skade mere, end kulhydraterne på nogen måde kunne bidrage med noget positivt.
Hos sygeplejersken til forsamtale, havde hun dog en anbefaling op til. “Du må spise op til 6 timer før operationen – og drikke op til 2 timer før – og vi anbefaler, at du kommer lidt sukker i den kaffe, du må drikke”.
“arrrhhh – SKAL jeg??” Jeg forklarede sygeplejersken, at jeg har en fysisk negativ reaktion på sukker, fordi jeg spiser det så lidt. “Jamen, så kan du naturligvis bare lade være. Sukkeret er fordi, det kan nedsætte kvalmen efter operationen”.
Den måtte jeg lige tygge på. Og selv om jeg gjorde et ihærdigt forsøg hjemme, så kunne jeg ikke finde evidens for det. Og nu var det jo også frivilligt! Beslutningen blev: Kaffe uden sukker.
Og så var der “vågn op” maden: Kunne jeg overhovedet få LCHF-fed mad ned? Afdelingen var helt ok med, at jeg selv tog mad med. Det var jeg meget velkommen til. Ingen rynkede bryn. Ingen bekymrende miner.
Og så kom dagen:
Jeg spiste Jane Faerbers fantastisk vafler til morgenmad – og MANGE af dem. Jeg spiste mig helt mæt og lidt til. Det føltes som selvforkælelse at kunne spise vaflerne. For første gang nogensinde følte jeg mig faktisk ikke overmæt – men det tror jeg nu nærmere skyldes operationsnerverne.
Jeg drak kaffe – og til sidst kom manden med en dansk-vand til mig. Den fik jeg næsten drukket færdig, før jeg kom i tanke om, at den væske da vist ikke stod på listen over, hvad jeg måtte drikke 2 timer før.
Lægen var ikke tilfreds med, at jeg havde drukket mineralvand. “Men nu må vi se. Det er fordi jeg er bekymret for, hvor meget kvalme, du får, når du vågner” forklarede han. “Men – nu er der gået 3 timer, siden du drak det – så mon ikke det går?”
Og endelig kom jeg frem til hospitalet. Godt med operationsnerver – men ved godt mod og heldigvis på ingen måde sulten. På operationsbordet forklarede jeg igen, at jeg spiser LCHF, hvilket medfører at kroppen kører på fedt. “Min tandlæge klager over, at jeg lugter af acetone efter de hiver en tand ud. Jeg vil bare gerne være sikker på, at I er klar over, at det også kan være en faktor her.” Personalet var forstående og søde “Jeg er sikker på, det ikke gør noget – men godt du siger det, så vi ved det. Har du tabt dig ved at spise sådan?” Og så blev jeg ellers rost for mit vægttab.
Og så skulle prøven stå – for jeg nåede kun lige at forsvinde, drømme fantastisk – før jeg var tilbage og skulle til opvågning. Jeg var klar i hovedet fuldkommen som, når jeg vågner om morgenen, følte jeg. Da jeg kom på afdelingen og bad om at få min bog til ventetiden, fandt jeg dog ud af, at helt så frisk var jeg alligevel ikke. Læserierne gik meget langtsom fremad – og der var adskillige afsnit, jeg måtte læse mere end een gang, for at forstå – så jo – jeg havde været under narkose.
Der var ingen – som i slet ingen – ubehag af nogen slag. Jeg var ikke kvalm. Jeg var ikke svimmel. Jeg var ikke dårlig på nogen måde. Jeg har ingen smerter. Og jeg var som sådan heller ikke sulten. Så: jeg havde ikke behøvet den teske skulle, de anbefalede mig at drikke i aften om morgenen – og omvendt havde min danskvand ikke ødelagt noget.
Sidst: Jeg havde taget 1½ dl. græsk yoghurt med 10% fedt, rørt med 2 spsk fløde 38%. Dertil en håndfuld hindbær og en håndfuld af Jane Faerbers fantastisk nøddemüsli med. Og det var appetitvækkende, lækkert – og smagte mig helt fantastisk – og mættede mig nøjagtigt, som jeg havde brug for. Jeg nåede aldrig at blive rigtig grundsulten, grundet vaflerne, jeg spiste kl. 7. Nu var klokken ellers 16.
Og nu kommer min datter efter mig : “Du må ikke anbefale andre, at spise LCHF i forhold til bedøvelse. Man kan slet slet ikke sige noget ud fra at dit tilfælde dig godt! Man skal have 1000 patienter for at kunne sige noget som helst.”
Så: Dette er ikke en anbefaling om bare at spise LCHF uden at lytte til lægen. Men i MIT tilfælde lyttede jeg og traf beslutninger undervejs, som lægen også kunne stod inden for. Havde lægen bedt mig om noget andet, så havde jeg handlet anderledes!
Nu har du min historie om fuld narkose i LCHF – og hvordan det gik. Hvis du selv står og skal have en operation, så har du nu et vidnesbyrd. Så må du selv finde de næste 999 beretninger 🙂