“Ok Google” lyder det, hver gang, jeg tænder eller slukker lyset. Vores nyeste elektroniske gadget er en Google Home mini – og der bliver leget til den store guldmedalje. “Ok Google – godmorgen” medfører en længere smørre: “Godmorgen” og herefter snakker Google Home videre om trafikforhold, vejrsituation og sidst men ikke mindst – den sidste radioavis.
Vi er en forholdsvis elektronisk familie. Manden talte 34 gadgets, der er på nettet forleden. Vi bruger chromecast i alle værelser på ialt 5 fjernsyn og vi er langsomt begyndt at investerer i Philips Hue – mest fordi det er så hyggeligt. Selv vaskemaskinen er kommet på nettet, selvom hverken manden eller jeg endnu har fundet andre fordele end, at manden kan skrive fra arbejdet “Nu er vaskemaskinen færdig” – hvilket sådan set ikke er overraskende – for den notifikation, fik jeg også.
“Ok Google – Afspil Bodyguard fra Netflix på ChromeStue” Ordren virker. Straks tænder fjernsynet – og frem kommer Bodyguard. Udfordringen kan være at finde det sted, man er kommet til. Faldt du i søvn sidste gang, du så et afsnit, kan du være sikker på, at du nu er helt frakoblet. Og selvom Google kan meget, så kan den endnu ikke åbne et specifikt afsnit af ens yndlingsserie.
Og så er det kun Viaplay og Netflix, det virker på. Så når jeg gerne vil have DR kørende i baggrunden, så må jeg finde den gamle fjernbetjening frem. Tilgengæld virker “Sluk fjernsynet” kommandoen – også selvom jeg ser DR på antenne. Og det i sig selv er fedt!
“Ok Google – afspil noget romantisk lys” og “Ok Google sæt lyset romantisk” – og vupti dæmpede stemningen sig og en eller anden crooner fra YouTube fyldte vores øregange med blød, lækker musik. Og stemningen er vitterlig hyggelig og afdæmpet. Noget virker.
Og forresten – hvis du skulle være i tvivl? Google Home kan orientere dig om, at der er 46 dage til jul.