“Gud, er du ikke bange for det?” spurgte min kollega, da jeg fortalte om min Google Home – og om mit efterhånden forholdsvise intelligente smarte hjem. “Bange?” Jeg var helt uforstående.
Vi har lige købt Philips Hue. Adskillige pærer lyser op i huset – 6 alene i stuen og en i soveværelset. Og det er ren fest at lege sig igennem mulighederne. Jeg kan få lyset til at virke som stearinlys. Jeg kan få lyset til at lyse i farver, der gør at hele rummet ændrer karakter og funktion. Og jeg kan ligge i sengen og ved at sige “Ok Google, tænd lyset i stuen” – så er lyset tændt i stuen. Funktionerne ser ud til at være uendelige.
Og når man nu har fået skidtet – så skal der også leges. Så min mand og jeg legede løs. Farvede stuen rød, farvede stuen grøn. Få lyset til at lyne eller blinke og danse i takt til musikken. Vi kunne få lyset til at passe med fjernsynet – og dermed understøtte hele stuen i den stemning, fjernsynets udsendelse afspiller. Og legene med vores nye elektronik ville ingen ende tage. Mens jeg sad og tjekkede det på mine to bærbare – så tjekkede manden løs på sin mobil.
Og så var det, vi pludselig ikke rigtig kunne noget. Den ene pære lyst rødt, en anden orange – og uanset om manden slukkede for lyset – eller om jeg gjorde, så slukkede lyset kun midlertidigt – for derefter at gå tilbage til rød og orange i samme niveau som tidligere. Det er også galt med alle andre lyskilder i huset. Ikke een af dem, havde vi kontrol over. Vi kan ikke ændre lyset – og vi kan ikke slukke. En følelse sneg sig ind under huden, mens vi forsøgte at fejlfinde.
Se – når min computer driller, så genstarter jeg skidtet. Når computeren går ned, så kan jeg lukke den ned og langsomt op igen. Og driller den stadig – så kan jeg finde en anden PC at arbejde på – og så lade mennesker med mere teknisk forståelse end mig, løse mine udfordringer. Når mit fjernsyn driller, så er det samme historie.
Men nu var det lyset, der drillede. Lyset i hele huset. Og vi havde mistet kontrollen over lyset i hjemmet. Helt.
Vi forsøgte først alt det logiske: Lukke programmet på computeren. Ingen effekt. “Ok Google, sluk lyset”. Ingen effekt. Lukke et andet program. Ingen effekt. Slette programmerne fra computeren. Ingen effekt. Lukke computerne. Ingen effekt. Slette apps på telefonen. Ingen effekt. Lukke telefonen. Ingen effekt. Uanset hvad vi gjorde, endte lyset hele tiden med at lyse orange og lyse rødt. Det lod sig ikke ændre – og det lod sig ikke slukke.
Det kom snigende, men jeg må tilstå, at jeg faktisk blev bange. Ideen om, at elektronikken overtager – ikke fordi den vil, men fordi fejl opstår og sådan er det. Ideen om ikke at have mulighed for at rette det – og dermed have et hjem f.eks. henlagt i mørke. Eller hvad med et hjem, hvor lyset tænder og slukker midt om natten – uden mulighed for at gøre noget ved det? Fjernsynet, der slukker og tænder i et væk? Elektronikken er fantastisk – når den virker.
Og se – på et øjeblik fik jeg genskabt mig, hvad kollegaen havde talt om.
Vi fik slukket for Philip Hue broen – og slettet de sidste programmer, vi havde brugt til at kontrollere lyset. Når alt kommer til alt er der jo een løsning: Tag strømmen.
Efter genskabelse af broen og efterfølgende geninstallering af alle lys i hele huset, virker alt nu ganske, som det var tiltænkt – omend det tog en time eller to. Fuldkommen som computeren, kan man jo bare genstarte. Men hvis man genstarter al lys i huset, må man bare håbe, det ikke er midt om natten. For det er både besværligt og teknisk udfordrende indimellem.
Jeg elsker mit intelligente hjem. Og jeg vil gerne have endnu mere elektronik at lege med. Meeeen .. jeg forstår bedre nu, hvor den der lille angst sidder henne.