Der er nætter, hvor jeg ikke sover i øjeblikket. Min mand bliver lidt ked af det, når det sker. Men det er mest fordi jeg vækker ham, for at dele alle mine bekymringer med ham. Først når han så har talt mig til ro, kan jeg sove videre.
Problemet er sådan set selvskabt. Min søn på 15 år skal naturligvis have samme muligheder, som søster fik for mange år siden. Der er penge til et efterskoleophold. Nu er der bare den udfordring, at ikke 10 vilde heste kunne få min søn på efterskole. Der er virkelig ikke noget for ham. Men derfor skal han jo stadig have muligheden for at lave noget, der kan give ham et skub i den personlige udvikling. Så han gik selv igang med at lede.
Og han fandt sørme sit svar: Project Abroad har et projekt på Fiji, som min søn forelskede sig i. Min stordykkende søn fandt muligheden for at lave frivilligt arbejde. Han skal dykke på Fiji, hvor arbejdet er, at han skal beskytte og bevare hajbestanden.
Jeg tror ikke, der findes et projekt, der kunne være mere specialbygget til min søn: En lang flyvetur .. knægten kan slet ikke få fly nok, efterfulgt af 4 ugers frivilligt arbejde på Fiji med 2-3 dyk om ugen ligesom al kommunikation vil foregå på hans absolutte yndlingssprog: Engelsk – og så giver det hele gudhjælpemig mening oveni.
Jeg undersøgte og kontrollerede. Min datter har tidligere været afsted til Nepal med Project Abroad. I Nepal taler man ikke engelsk, så hvis man er syg el. lign, så er man voldsomt afhængig af hjælp. Og den hjælp var ikke nødvendigvis nem at få. Så det talte væsentligt ned!
Men så fik jeg undersøgt Fiji. Fiji er engelsktalende. Min søn er engelsktalende i et niveau, hvor jeg reelt ikke kan være være. Han sidste stil, som han fik 12++ for, var skrevet i et sprog, hvor jeg skulle læse teksten flere gange, for overhovedet at forstå det. Lix-mæssigt var det over mit niveau. Så selv hvis min knægt skulle blive syg, kan jeg ikke påstå, at han ikke selv ville kunne begå sig trods alt.
Og projektet var netop for de 15-18 årige – med alle de ting, der følger med der. Han vil være 16 år til den tid, så han ligger fint i målgruppen. Der er skarp voksenopsyn og strenge regler. En god ting er, at fordi de skal dykke, må de slet ikke indtage alkohol eller ryge. Min søn er stor modstander af begge dele – så for ham, er det ren slaraffenland at komme væk fra en kultur, hvor det at drikke nærmest er nødvendigt. På Fiji bliver man ganske enkelt sendt hjem, hvis man drikker.
Så var der bekymringen om dykning. Men projektet har kørt i adskillige år – og selv jeg har ledt efter det, så er der ingen af de tidligere deltagerne, der er druknet. Desuden taler Jonathans erfaring igen ind: Han har dykket i 2 år – og er en meget habil dykker med adskillige PADI certifikater bag sig. Hvis hans udstyr ikke er iorden eller lign, så vil han selv sige fra. Og kurset henvender sig faktisk til folk, uagtet om de kan dykke eller ej. Der er grundtræning på stedet. Så Jonathan er langt over det niveau, der kræves.
Så jeg gav mig. Vi har bestilt 4 ugers ophold og frivilligt arbejde i Fiji med start i sommerferien 2019. Og jeg har betalt de første penge.
Og så var det nætterne overfaldte mig: For hvad nu, hvis knægten farer vild i de transitlufthavne, han skal igennem, for at flyve de ufattelig mange timer mod Fiji, der reelt ligger på den anden side af jorden – 15.000 km væk?
Og så er det min mand ligger og forklarer mig, at det ganske enkelt er noget vrøvl. At Jonathan har fløjet alene før (dog ikke til Fiji!) og at han netop kan begå sig og løse de udfordringer, der kommer undervejs. Når han har gentaget det 2-3 gange, kan jeg sove igen.
Men igår fik min mor så endeligt aflivet mine søvnproblemer. Jeg fortalte hende om mine kvababbelser og mine bekymringer. Og hun havde kun et svar: Hun hulkede af grin. “Altså JONATHAN! Du er bange for at Jonathan ikke kan komme frem?” Og så grinede hun videre.
Hmm.. mon ikke han klarer den?
Mon ikke jeg klarer det faktum, at min søn er på vej videre, på vej væk – og at han godt kan selv.
At jeg som mor skal se ham sprede vingerne ud – og komme afsted. Også selvom det gør ondt allerlængst inde, fordi jeg bare ikke er parat til, at han forlader mig?