Vi har trænet farver i nogle uger nu. Trænet og trænet – med hver gang vi ser en bil eller noget andet, har vi gjort en kunst ud af at fortælle hvad farven den har – sammen med betegnelsen af selve tingen.
Det er blevet til RIGTIG mange "Se den gule bus" og "neej – en rød bil". Jonathan virkede som om han hurtigt accepterede at en bus ikke længere hedder "en bus" men "en GUL bus" – men om forståelsen for, hvorfor den skulle være gul, var jeg ikke sikker på var ok.
Efterfølgende har der været en periode, hvor jeg har været meget i tvivl om, hvor meget han drillede – og hvor meget der var fordi han rent faktisk ikke havde styr på farverne. Han ER en drillepind – og når jeg beder ham tage en rød klods – og han tager en blå, så stråler han som en lille sol af drillesyge og filurhed. Det eneste, jeg kunne konkluderer var, at han godt var klar over, at der var en forskel på klodserne – og at han forholdsvist ofte – når han ikke var i alt for stort et drillehumør – valgte den farve, jeg bad ham tage.
Men NU er den der. "Se trator" siger Jonathan og peger ud af vinduet. Den e røøø" siger han tilføjende – mens han pege triumferende på den magiske traktor for enden af vejen. Vores vicevært kører forbi i sin græsslåmaskine. "Se MASINE.. siger Jonathan.. GULLLE masine"
Nu er jeg ikke længere i tvivl. Jonathan HAR styr på gul og rød – og dermed også hvad det er, der give tingene farve. Han har ikke ordentligt styr på at sige grøn og blå endnu – men når han ved, at tingene har en farve – og han kan definerer rød og gul – så kan han også i sit hoved forstå blå og grøn.. så er det kun tungen, der lige skal lidt mere på gled.
Hæ, kommer pludselig i tanke om en gang hvor vi netop havde været det samme igennem med sønnen her i noget tid, vi passerer en bus på vej i bilen og inden jeg når så meget som at tænke hyler ungen fra bagsædet- “Hvilken farve har den bus, mor?” Tor måske han var lidt træt af de evige spørgsmål
knus