På tur i helvedes forgård

Vi har lige været i Brugsen. Som andengangs mor burde jeg have været klogere – men sådan er det vel altid. Jonathan BURDE sove – men eftersom han sov længe i morges (til kl. 11:00) mente jeg godt lige han kunne magte en tur i Brugsen.

Jonathan ELSKER de små biler, Brugsen har, der fungerer som indkøbsvogne. Så den skulle han i. Der sidder han så og troner sig. "Jeg kører bil – dyt dyt .. vrummm"

Da vi kom forbi legetøjet, var hyggen forbi. Jonathan opdagede en lyserød motorcykel – een af de små trehjulet, som man selv skal skubbe.

Nu er Jonathan sådan set afhængig af motorcykler af den kaliber – så det undrede mig ikke, at han væltede ud af bilen og over på motorcyklen.

Jeg sagde det med sød og pædagogisk stemme de første tre gange. De første to gange nævnte jeg end ikke ultimatumet. "Jonathan. Stil motorcyklen på plads" Jonathans svar til det, var at bakke væk fra mig og sige "dyt dyt". "Jonathan. Sæt motorcyklen på plads. Du må IKKE lege med den" Nu kunne han godt mærke, at det var ved at være alvor, så han ser sig om, for at se, om han kan komme rundt om et hjørne – og dermed komme væk fra den dumme mor.

"jonathan – stil motorcyklen – eller vi tager hjem"

Det var Jonathan sådan set ikke indstillet på. Han havde mere forstillet sig, at han lige kunne kører igennem benene på en tilfældig herrer, der stod lige bag ham. Men nu har jeg været mor til Jonathan i tre år – så jeg kender efterhånden hans måde at tænke på. Inden han nåede at forcere den levende bro, fik jeg fat i motorcyklen og holdte ham tilbage.

"Nu stiller vi motorcyklen, Jonathan. Vi skal hjem"

Og hermed er vi officielt i helvedes forgård.

"Neeejjj" skriger ungen højlydt – og klamre sig til motorcyklen, som gjalt det livet. Jeg tager hans hænder af styret – og stille motorcyklen væk – mens jeg holder Jonathan med den anden arm. Jonathan er nu balstyrisk – og sætter jeg ham fra mig, lægger han sig på gulvet og ruller rundt – så jeg tager ham på skuldrene – og holder GODT fast om hans ben, så han ikke kan smutte ned. Derefter går jeg til den første og den bedste kasse.

Først og fremmest er der naturligvis kø. Det er klart. Jeg får læsset mine varer op på båndet, hvilket er noget af en præstation med en skrigende knægt på skulderne. Manden bag mig ser ud som om han er parat til at gribe Jonathan, hvis han skulle falde. Men derudover ser han ud som om han HELT forstår min reaktion – og respekterer, at jeg må håndterer Jonathan siddende på skulderen. Jonathan falder lidt ned – og finder ud af, at han gerne vil sidde i indkøbsvognens babystol. Dette passer mig glimrende – for den kan han ikke komme op af igen uden hjælp. Og dermed ved jeg hvor jeg har ham. Kassedamen kører varerne igennem – mens jeg nu står og skubber vognen gennem kassen. Men det er nu ret forgæves -for Brugsens egne indkøbsvogne kan ikke komme igennem deres standartkasser. Jeg må derfor stille Jonathan to meter fra mig – fastspændt i babystolen, mens jeg så hurtigt så muligt kaster dankortet igennem terminalen. Pigen giver sig GOOOD tid – og da jeg har været væk fra Jonathan i 15 sek. kan jeg mærke, at DET går ikke. Jeg kender ham. "Undskyld – kan jeg ikke bare betale på beløbet" spørger jeg. "Men jeg kan ikke finde stregkoden til denne bold" siger hun og går i gang med at tale i telefon med sin brugsuddeler. For min skyld kan hun kaste bolden i havet!

Jeg opgiver – og går tilbage til Jonathan. Han er som sådan faldet til ro – men at efterlade ham alene – forholdsvis fastspændt – bryder jeg mig bestemt ikke om. Så jeg gelejder mig med indkøbsvogn, Jonathan i barnesæde – og mig selv – igennem køen – hvilket er noget af en prøvelse, da folk ikke lige forventer, at hende, der står og vil betale, nu pludselig gerne vil bagud i køen, for at komme igennem i en anden kasse.

Jeg kommer igennem kassen, og får hevet mine varer til mig.

Nu går det for alvor op for Jonathan, at jeg rent faktisk har tænkt mig at gå hjem. At hans elskede biltur har fået en meget brat ende – og at han nu må anse sig selv som værende på vej hjem.

Jeg parkerer vognen – og hyleriet starter forfra. Jeg tager ham i hånden og prøver at snakke ham til ro – prøver at finde noget at distraherer ham med – men det kan man ikke, når der er tale om hans elskede bil.

Det ender med, at jeg tager ham på nakken igen – og går. Ham vrælende og meget meget sur.

Da vi er gået 150 m kan jeg mærke, at han får sin ene fod fri fra min hånd, der ellers holder begge hans ben, for at sikre, at der ikke sker ham noget. Han skraldgriner. DER fik han VIRKELIG sin mor. Men for mig er det slet ikke et spørgsmål om, at han fik sin vilje – for mig handler det om, at han nu kan dratte ned.. derfor sætter jeg ham ned.

Vi får en ultralille snak om, at nu skal vi hjem. Jonathan insisterer grædende på, at han vil køre bil – og jeg forklare, at det kommer han ikke til. Han ville ikke slippe motorcyklen – så ikke mere bil idag.

De sidste 200 meter hjem er MEGET lange.. For nu tør jeg ikke have ham på nakken – og jeg har stadig mine varer, jeg skal have hjem. Mange forskellige metoder bliver afprøvet det sidste stykke. Faktum er, at vi kommer helt hen til opgangen. Hvorefter Jonathan lægger sig ned igen og vræler.

Nu er jeg en LILLE bitte smule svedt – men jeg kan også godt mærke, at hårde ord lige nu kun har en negativ effekt. Så jeg sætter mig på trappen og snakker med ham. 3 gange forklarer jeg ham så simpelt som muligt, at han ikke ville sætte motorcyklen og derfor gik vi hjem. Jeg kan se i øjenen på ham, at han forstår det nu. Helt og aldeles. Han er faldet så meget ned, at han er til at tale med.. Vi snakker lidt om en banan og lidt om en tegnefilm Jonathan elsker. Og langsomt får vi arbejdet os vores vej op af trappen – som gode venner igen.

Hold KÆFT hvor er det hårdt at være principfast overfor den knægt. Men jeg må indrømme – jeg havde gjort det samme – om han så havde sparket, slået, skreget og hylet endnu højere. Han skal høre efter, hvad der bliver sagt.

Nu ligger han i sin seng og får sig en lur. Hvor jeg dog glæder mig til at få min søde, ikke hysteriske dreng op af sengen igen, når han har sovet middaglur.