Jeg faldt over Özlem Cekic i “Det næste kapitel” på Radio 24syv. Et langt to timers interview af hende – og det skurede sådan i mig, uden jeg rigtig kunne sætte fingeren på, hvor det er, min kæde falder af. Efter at have mærket efter, har jeg fundet ud af det:
Indmellem kan man godt få en fornemmelse af, at venstrefløjet selv mener, de har patent på godheden. At være “rigtigt menneske”. Alene det, at sætte sig i den kasse, mener jeg er det største bevis på det modsatte: Man har slet ikke forstået hvad godhed er. Og dermed ikke sagt, at godheden er blå politik!
Mine overbevisninger. Min kærlighed. Min måde at leve på. Alt sammen er mine. Og det er derudfra jeg definerer, hvad “god” er. Og ingen behøver være i tvivl: Jeg er venstreorientet. Men mit udgangspunkt starter jo det sted, jeg kender bedst: Hos mig selv. Jeg ønsker at være god. Er der nogen i verden, der ikke ønsker det i udgangspunktet?
På mange fronter virker “godhed” som noget, men kan tilvælge ved at ville alle. Ved ikke at gøre forskel på mennesker. Ved at favne alle og hele verden. Men kan man det? Kan alle tilvælges samtidigt?
Er verden i virkeligheden ikke sådan, at når vi tilvælger nogen, så fravælger vi samtidigt nogle andre? Når jeg bor sammen med min mand, er der en hel verden af andre mennesker, jeg ikke bor sammen med. Når jeg bruger timer på at lære mit barn at elske sig selv ved at være sammen med ham og se ham, så er der andre, jeg ikke taler med i det tidsrum. Når jeg deltager i skolebestyrelsen, så misser jeg hyggen ved TV’et sammen med mine børn. Når jeg giver penge til en indsamling, så er der andre indsamlinger, jeg ikke betaler til. Vi prioriterer – hver eneste dag. Og er det ikke netop udgangspunktet for at være menneske?
Hvad gør det ved en samtale, når jeg sidder på min side af bordet, og har den overbevisning, at jeg er “den gode” – mens den, der sidder på den anden side – med andre holdninger, mener de har patent på netop samme godhed? Som jeg ser det, stikker det en reel pind i hjulet i forhold til kommunkationen imellem os. For vi sidder begge med et udgangspunkt, der gør, at vi ikke evner at rykke os. Vi har jo ret – hver især. Bare hver vores version af ret!
I min verden, ligger godhed i det omvendte. Stempler man sig selv som “god”, har man misforstået hele konceptet. Hvis man derimod stemper alle andre som gode, forstår man ideen. For kun ved at lytte til andre med den intention, at de netop er gode mennesker, lytter man reelt til, hvad de siger. Kun ved at acceptere andre mennesker sandheder, som mindst lige så gode som eens egne, kan vi rykke verden. Og lad det endelig være sagt fra starten: Jeg er ikke nødvendigvis verdensmester!
Der findes ikke gode mennesker i virkeligheden. Fordi der findes ingen onde mennesker. Der findes mennesker, der er ramt af den ene eller anden anden livsbane. Og hvem af dem, der sidder på “den godes side” kan se sig fri for, at ville være faldet af hesten, hvis udsat for netop det “de onde”, blev udsat for? Jeg kan være lykkelig for de oplevelser, der gjorde mig stærkere også de svære af dem, som jeg overkom. Men det betyder ikke, at jeg er et bedre menneske, end dem der faldt undervejs og endnu ikke har rejst sig. Måske i virkeligheden tværimod – for min kamp har tydeligvis ikke været lige så barsk, som deres fortsat er.