"Mor, skal vi ikke lave mad for far" foreslog min datter. Og joo – det kunne vi da godt.. "Det skal være en treretters menu" fortsatte hun.. hvorefter jeg blev en anelse mere slukøret. "Hvad kunne du tænke dig at lave?" spurgte jeg – hvorefter vi gik på indkøb.
Tænk, min store pige kreerede hurtigt en tre rettes menu, som selv hendes mor kunne overskue.. og ikke mindst synes var en god ide.. (ikke mindst for budgettet)
Forretten bestod af ½ avocado – med rejer – hertil en hjemmerørt creme – og citron. Fars citron var skået som et hjerte – men hun synes vist ikke det var SÅ vellykket – så det var kun fars. Ikke desto mindre spottede en sand hjertekender øjeblikkeligt citronens facon.
Hovedret: Spaghetti med kødsovs. Og her handlede det hele om serveringen. For spaghettien skulle formes som et hjerte – så sovens – der blev placeret i midten, også var formet som et stort rødt hjerte. Stor succes – særligt, da vi forklarede Jonathan, at hans ikke var et hjerte – men en bamse. Så var han solgt.
Desserten står stadig i køleskabet: En chokoladebudding – ganske hjemmerørt. Den skal desværre stå der lidt endnu – men når den er færdig, står jordbær og flødeskum parat til at pynte med – og lur mig om ikke jeg allerede har en fornemmelse af, hvordan jordbær og flødeskum skal formes ovenpå.
Min søde datter var så opslugt af projektet, at der røg adskillige spaghettiere mere ned, end min småtspisende pige normalt spiser – og stemningen omkring bordet var dejlig løssluppen og grinende.
"Sådan vil jeg spise HVER dag" afsluttede vores store pige hovedretten med at sige. Jeg kunne kun smile – og give hende evigt ret.
Altså, hvis rollinger kommer med en garanti om, at de altid opfører sig sådan, så kunne det være, man skulle overveje at få sig et par stykker :o)
Blev sgu helt rørt (og det er ikke hver dag, dét sker ;-)) Der er nok én, som er fars pige, hva’? Synes simpelthen, det var sådan en sød beskrivelse, Pernille! Dejligt at læse.
Dejligt, tænk hvad det betyder at få lov at være lidt med – og tilmed SELV være den der finder på. Desværre er sønnen her ikke så let at lure. Han rørte og rørte i kartoflerne til mosen i går. Og da jeg så prævede at lokke ham til at smage ved at sige at han jo selv havde lavet den, var svaret bare “jamen jeg lavede den jo til dig og far” – sååk!!
Hvor er Annike og hendes far heldige at have hinanden!