Da min datter blev syg for tre år siden, blev jeg opmærksom på, at jeg – og min familie – i årevis havde opsøgt "problemer". Der var altid et eller andet. Normalt var det i 2. eller 3. led.. men på en eller anden måde var der altid lidt uro et eller andet sted. Og det fyldte indeni os.
Måske var det veninde, jeg var sur på, fordi tingene ikke blev gjort på min måde. Måske var vi ved at redde niecen eller også var vores hverdag fyldt op af problemer, vores datter havde i skolen (som aldrig rigtig har været ret store!)
Da min datter så blev syg, blev jeg pludselig yderst opmærksom på, at selvom jeg havde levet et stor del af mit liv med at bruge rigtig mange af mine vågne timer på at tænke på "problemer", så havde jeg faktisk haft et utrolig gnidningsfrit liv. Problemerne var kun til stede, fordi vi opsøgte dem.. eller brugte mere tid på at tænke på dem, end det var nødvendigt.
Den slags problemer er der stadig. Min søn taler ikke så godt, som jeg gerne ville have han kunne, og der er stadig små problemer i cirklerne omkring mig. Men det er som om, at tiden med problemer, der VIRKELIG har været reelle og store, har vist mig en måde, at tackle hverdagens skærmysler på, på en anden måde.
I år skal vi betale skat tilbage. Det har vi vidst længe. Jeg var bange for et MEGET højt beløb. Nu har revisoren afleveret vores regnskab – og gælden er kun 1/3 af, hvad jeg troede den ville være. Og pludselig kan jeg mærke det tydeligt. Den glæde jeg har over den lille skattegæld, er LANGT højere end den frygt jeg har haft for, at den skulle være størrer. Jeg har ikke ligget søvnløs om natten – hvilket jeg HELT sikkert ville have gjort for 5 år siden. Men nu er det som om ".. nå ja.. Der er jo ikke noget at gøre ved det. Det bliver jo ikke hverken værrer eller bedre af, at jeg går rundt og tænker på det hele tiden."
Og så vågner man op til en strålende lørdag – hvor solen lokker – og foråret står og banker op. Mine hverdagsproblemer er hverken størrer eller mindre end de var for 5 år siden – men jeg bruger ikke energien på dem længere. Jeg håndterer dem, efterhånden som de dukker op. Løser dem een gang for alle. Og derefter lader jeg dem ligge – som ubetydelige – som de jo alt andet lige er. (For NATURLIGVIS kommer min søn til at tale bedre – det kan jeg jo hører hver dag.. Og selvfølgelig klarer vi skatten – og hvis vi ikke gør – er der ligesom ikke noget at gøre ved det. Så må vi tage det til den tid. Det er bare penge!)
Jeg føler mig lykkelig på en helt ny måde. Lykkelig .. ikke fordi ALLE brikker i mit liv er faldet på plads – men fordi hovedparten er. Og istedet for at fokuserer på dem, der ikke er på plads endnu – nyder jeg dem, der sidder hvor de skal.
Det er den skønneste, særeste ro.
Det hedder vist voksen … 😉