At lægge et budget er et forsøg på, at forme fremtiden i den retning, man ønsker. Men der er så mange variabler, man slet ikke kan forholde sig til. Budgettet bliver til et håb. Til et forsøg på at fastholde det kendte.
Jeg er tryghedsnarkoman. Jeg har et indre behov for at være klar over, at tingene også virker imorgen. At den verden, jeg har lige nu, er et minimum af, hvad jeg har imorgen. At jeg kan klare det – uanset hvilke faktorer, der pludselig ændrer sig.
Men der er ingen, der kan sikre sig for fremtiden. Der er ingen, der ved, hvad der sker. Tagsten falder dagligt, biluheld sker hele tiden og varme følelser bliver kolde. Børn bliver ældre og huslejer stiger.
Så hvorfor lægger jeg det budget? Hvorfor sidder jeg hele tiden og regner tallene efter? Tjekker, at tingene kan lade sig gøre? Hvis jeg lukker øjnene hårdt nok, kan jeg tro på, at jeg styrer fremtiden – at det ikke er omvendt.