En god forfatter giver en lyst til selv at prøve krafter med mediet. En fantastisk forfatter viser een, at det evner man SLET SLET ikke. Jette Kaarsbøl er af den sidste kategori!
Jeg er lige blevet færdig med "Den lukkede bog". Hold OP hvor var den god! Den er så forrygende skrevet. Jeg har det lidt som om det var bogversionen af teaterets "totalteater".
Først og fremmest er det historien om Frederikke og Frederik. Frederikke, der er opvokset i det finere borgerskab – og nu – sidst i 1800'tallet, er hun giftemoden. Christian – en ung præst – står klar i kulissen og forlovelsen er et faktum. Christian kan tilbyde Frederikke alt det hun forventer og kender hjemmefra. Samme ideologi – de har samme måde at tænke på.
Og forbi kommer Frederik. Frederik og hans søster Amalie viser Frederikke, at der er en helt ny måde at være på, at tænke på. At leve på! Frederikke er som alle andre forblændet af Frederiks talegaver og hans måde at være på. Da Frederik foreslår et "proformaægteskab" hvor hun skal være fri til at gøre hvad hun vil, siger hun "ja" – selvom man som læser sagtens kan se, at hun forstår slet ikke den måde at tænke på. Hun vil aldrig være i stand til at håndterer den frihed, Frederik forsøger at give hende.
Og allerede her begynder den opmærksomme læser at tænke sit: Hvorfor skulle en mand har lyst til at indgå et ægteskab "uden forpligtelser" ? Mon ikke han er??
Man forelsker sig i Frederikke.. Man knuselsker Frederik. Og man krummer tæerne, når man side for side, ser hvordan de to – elskværdige mennesker – slet ikke kender hinanden. Slet ikke forstår hinanden.
Bogen er vanvittig god. Intet mindre.
Jeg er dybt imponeret af sprogbrugen i bogen, der på den ene side er letforståelig og god at læse – men på den anden side meget tyderligt er voldsomt inspireret af tiden og af tonen. Dette giver bogen en ekstra dimension.
Ligeledes leder forfatteren nogen gange "os" læserne ind bagved. Vi ser ting gennem en rude eller over skulderen - og vi får fortællerens pirkende synspunkter. Det virker utrolig godt. Man føler sig lidt som en belurende nysgerrig udeforstående.
Wheee…. har bogen liggende på bordet til snarlig gennempløjning. Nu kan jeg da slet ikke vente 🙂
Go’ weekend…
Tænk, jeg synes at historien var så trist at jeg ikke kunne li bogen efter endt læsning. Den totale selvfornægtelse Frederikke lever sit liv efter. Hendes snævertsyn og sølle liv. Aii, jeg får helt ondt i maven!
Men hendes snævertsyn er jo netop udtryk for, hvad hun er vokset op med er “rigtigt og forkert” – og jep – det er bestemt sørgeligt, at hun ikke magter at lærer at elske sin frihed – tager imod de tilbud Frederik giver.. men det ligger jo netop i tidsalderen. Det kan hun ikke – for hun forstår det SLET SLET ikke.. Det er jo det, der er så skide sørgeligt. At der står to mennesker, der vil hinanden det aller bedste – og ender med at ødelægge hinanden.
Ja, jeg ved det godt – det gør bare så ondt at sidde og se på, uden at kunne tage hende og ruske hende så godt og grundigt som hun fortjener det.
– så ja, den er fantastisk godt skrevet!
..og vi kan så være glade for at vi lever i en nutid hvor det ikke kan ske, eller hvad? 😉
Det er jo netop det, jeg synes der er mest skræmmende: Det er så nemt at se, at Frederikke er “gammeldags” og at der skal “ruskes op i hende” – men i vores egen nutid er det jo ikke til at se, hvem der skal “ruskes op i” og hvem der lever i den “nye” nutid.
Jeg synes i høj grad bogen er nutidig – for ingen tvivl om, at der er dele af vores samfund idag, der ligesom Frederikke hviler på “Jamen sådan har vi altid gjort” .. uden mulighed for at se ind i fremtiden. Det er bare ikke til at se nøjagtigt hvem – fordi vi netop sidder i nutiden .
det er noget af det dårligste i har lavet i al den tid i har levet i!!!!!!!!!!!
Hvad er dårligt, maria ? Hvem “i” mener du? Har du levet i en anden “tidsalder”, da ?