Konfirmation

Konfirmation kalder kirken det. Men vi mødre, der sidder tilbage med vores langlemmede børn, viljestærke og egenrådige, kærlige og dovne, ved godt, hvad det i virkeligheden er.

For når man som mor skal se tilbage på barnets år, er der noget, der nærmest går i stykker indeni.

For hvad skete der lige der?

Jeg husker jo det hele. Jeg husker veerne og følelsen af uendelighed, da hun endelig lå i vores arme. Jeg husker de første skridt og hendes artighed og minipolitimandsmanere. Jeg husker hendes første samtale på MSN og hendes første forsøg udi at skrive en roman.

Jeg husker hende, som hendes lille buttede hånd, der uset lister sig ind i min og dermed erkende, at jeg er den, der beskytter hende.

Jeg husker alle spørgsmålene og svarene.

På en eller anden måde, var det jo netop sådan jeg gerne vil leve. Det er som om øjeblikket – fra hendes fødsel til idag – naturligvis vil blive ved med at være sådan resten af livet. Og så er det, at konfirmationen pludselig kommer forbi og fortæller med store bogstaver, at “nu træder min datter ind i de voksnes verden”. Dermed træder hun jo UD af min verden  og ind i sin egen!

HOLDT STOP VENT.. Jeg har fortrudt. Jeg vil have de sidste 14 år tilbage. Ikke fordi jeg har fortrudt et øjeblik af dem og vil lave dem om, men fordi jeg vil opleve dem – denne gang så intenst – at de for altid vil sidde i mig. Men det er for sent. Min datter er ved at være voksne. Alle minderne fra hendes barndom er alle sammen skrevet. Nu er hun ved at skabe minder fra sin ungdom.

“På vej ind i de voksnes rækker” og jeg kan bare stå bag hende og se på.