Hvordan kan det være, at krop og sjæl i den grad ser på træning som noget fanden har skabt, så længe man skal tage sig samme til at gøre det.
Og det øjeblik man kommer i gang, kommer kroppen i tanke om, at det nu slet ikke er så slemt – for bagefter at konkludere, at det faktisk er rigtig rigtig rart.
Det giver ikke helt nogen mening.